Her bliver frustrerede bilister overdænget med p-bøder

Kommunen udskriver stakkevis af parkeringsbøder, og bilisterne er frustrerede

- Forleden talte jeg 35 parkeringsbøder på parkerede biler, og jeg har også selv fået flere, siger Mohamed Dahir. <i>Foto: Martin Damgård</i>

- Forleden talte jeg 35 parkeringsbøder på parkerede biler, og jeg har også selv fået flere, siger Mohamed Dahir. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Der er næppe noget mere irriterende end at komme tilbage til sin bil efter at have klaret et ærinde og finde en parkeringsbøde under vinduesviskeren. Men det er, hvad mange bilister oplever, når de stiller bilen på Hjulmagervej i Aalborg.

En opgørelse fra Aalborg Kommunes eget p-selskab, Parkeringskontrol Nord, viser, at Hjulmagervej i 2021 var den vej i hele Aalborg, hvor allerflest bilister fik en p-bøde.

En af de uheldige var Mohamed Dahir, der har sin faste gang i Kulturforening og Ungdomsvejledning, der huser Aalborg Moské, på Hjulmagervej 5. Han er frustreret over de umulige parkeringsforhold, der koster moskeens brugere og de andre bilister, der færdes på vejen, penge hver eneste dag.

- Der bliver delt bøder ud hele tiden. Forleden talte jeg 35 parkeringsbøder på parkerede biler, og jeg har også selv fået flere, fortæller han.

I alt fandt 774 bilejere sidste år en hilsen fra Parkeringskontrol Nord under vinduesviskeren, da de kom tilbage til deres bil på Hjulmagervej, og langt de fleste af dem blev straffet for at parkere med for kort afstand til et vejkryds. Helt nøjagtigt var overtrædelse af den såkaldte 10 meter-regel årsag til 613 af bøderne.

Med de mange ind- og udkørsler på begge sider af vejen er det svært at parkere lovligt. Foto: Martin Damgård

Med de mange ind- og udkørsler på begge sider af vejen er det svært at parkere lovligt. Foto: Martin Damgård

10-meter reglen

Hjulmagervej ligger lige vest for Øgadekvarteret i et industriområde, hvor mange erhvervsejendomme har deres egne parkeringspladser med ind- og udkørsler til vejen. 

Selvom bilister som hovedregel må parkere i højre side, når de kommer fra Sønderbro, så bliver mulighederne begrænset af Færdselslovens 10 meter-regel. Den siger nemlig, at der skal være mindst 10 meter mellem en parkeret bil og et vejkryds. Og Parkeringskontrol Nord har vurderet, at de fleste af ind- og udkørslerne på Hjulmagervej tæller som vejkryds.

Bilister må heller ikke stille deres bil lige overfor en ind- og udkørsel på den anden side af vejen, da de så parkerer i et T-kryds, hvilket også er imod reglerne.

- Med de mange ind- og udkørsler på begge sider af Hjulmagervej er der derfor ikke mange muligheder tilbage for at stille bilen lovligt, bemærker Mohamed Dahir.

Han mener, at en løsning kan være at afmærke parkeringsbåse langs vejen, sådan som det er sket flere andre steder i byen.

- Når der er afmærket båse, er det jo dem, der gælder, og ikke 10 meter-reglen, og dermed bliver der plads til flere parkeringer, siger han.

10 meter-reglen

  • Hvad siger loven om 10 meter-reglen?
    Færdselsloven § 29, stk. 1, nr. 2:
    ”Standsning eller parkering må ikke ske i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgående kørebanes nærmeste kant eller, hvor kørebane og cykelsti udmunder sammen, fra cykelstiens nærmeste kant.”
  • Et vejkryds defineres ifølge § 2, nr. 28 som:
    Vejkryds, vejforgrening og vejudmunding
    Afstanden på 10 m skal forbedre oversigten for trafikanter, som for eksempel vil krydse vejen eller bilister som svinger, så de bedre kan se cyklister og knallerter.
    Hvis hjørnet er afrundet, så gælder reglen om ”nærmeste kant” fra det sted, hvor vejene mødes i en skarp vinkel.

Parkeringskontrol Nord

Men det er en misforståelse at tro, at parkeringsafmærkninger ophæver 10 meter-reglen,  siger centerleder Frode Nielsen fra Parkeringskontrol Nord. Han oplyser, at reglen gælder, uanset om der er en parkeringsbås eller ej. Derfor kan der ikke skabes flere parkeringspladser langs Hjulmagervej.

- Vi kan jo ikke komme tættere på et vejkryds, end loven tillader. Vi kan ikke mærke båse op tættere på end 10 meter. Så der kommer ikke flere parkeringspladser af at lave båse, fastslår Frode Nielsen. 

Han medgiver, at Parkeringskontrol Nord, der pudsigt nok selv fik hovedsæde på Hjulmagervej denne sommer, har udskrevet rigtig mange bøder på vejen - men det er der en god grund til, forklarer han.

- Hjulmagervej er meget trafikeret, fordi der langs vejen er mange virksomheder, der kører til og fra med varer døgnet rundt. Det er på grund af den trafik, at vi har vurderet, at de fleste af indkørslerne skal tælle som vejkryds.

- Flere af virksomhederne har klaget til os, fordi de har svært ved at komme ind og ud for biler, der ikke overholder 10 meter-reglen. Derfor er vi nødt til at lægge noget fokus på den vej, siger Frode Nielsen.

Frode Nielsen er centerleder for Parkeringskontrol Nord. Arkivfoto: Lars Pauli

Frode Nielsen er centerleder for Parkeringskontrol Nord. Arkivfoto: Lars Pauli

Han mener dog, at problemet er blevet mindre siden 2021, hvor der blev givet 774 parkeringsbøder - måske på grund af den ekstra fokus, som parkeringsvagterne har haft på Hjulmagervej. 

- Jeg har ikke noget statistik på for det, men min fornemmelse er klart, at vi slet ikke kommer i nærheden af det antal bøder i år, siger han.

Hvis det modsatte alligevel viser sig at være tilfældet, kan opmærkning af parkeringsbåse ifølge Frode Nielsen være en af de løsninger, som Parkeringskontrol Nord vil diskutere med trafik og veje-afdelingen i Aalborg Kommune.  Ikke fordi det giver flere parkeringspladser, men fordi det vil tydeliggøre for bilisterne, hvor de må holde.

- Vi drøfter jævnligt problemstillinger med trafik og veje, og det her vender vi selvfølgelig også med dem, hvis det bliver aktuelt,  siger Frode Nielsen.

Indtil da anbefaler han, at bilister på Hjulmagervej sørger for at holde 10 meters afstand til nærmeste større indkørsel, hvis de vil være på den sikre side.

På Hjulmagervej har især manglende afstand til vejkryds kostet bilisterne i p-afgifter. Foto: Thomas Lee Christensen

På Hjulmagervej har især manglende afstand til vejkryds kostet bilisterne i p-afgifter. Foto: Thomas Lee Christensen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.