Nibe Festival

Hovednavn leverede en regnvåd karaokebar

Ronan Keating leverede en charmerende omgang karaoke på et regnvådt Nibe.

Ronan Keating gav koncert på Store Scene, på Nibe Festival, torsdag eftermiddag. 
Ronan Keating gav koncert på Store Scene, på Nibe Festival, torsdag eftermiddag.  Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 20:04

KONCERT - NIBE FESTIVAL

Ronan Keating


Da den irske smørtenor og tidligere boybandstjerne Ronan Keating er færdig på Nibe Festivals store scene, har man fanget sig selv i at synge med med på det meste af sættet.

Bevares, det er en smule (for) professionelt, og man kan ikke undgå at mistænke at alle lovprisningerne, der kommer fra scenen, også bliver hvisket i ørene på pigerne i næste by, til næste koncert.

Men det fungerer alligevel overraskende godt. 

Det er forunderligt med Keating, for inde bag det lidt glatte og velfriserede ydre, gemmer der sig en lidt hårdere irsk skal.

Ronan Keating gav koncert på Store Scene, på Nibe Festival, torsdag eftermiddag. Foto: Martin Damgård

Det ser man ikke rigtigt når publikum hviner med på Garth Brooks-coveret "If Tomorrow Never Comes", der har så meget fløde i sig, at der virkelig ikke er meget Irish Coffee over den.

Men når der kommer lidt swing i den, lidt up-tempo, lidt puls, så kan man mærke den erfarne entertainer, hvor især boyzone sangen "Picture Of You" får den fyldte plads til at danse regndans.

Det bliver en karaokeeftermiddag, hvor Keating i dén grad ser tilbage og ikke har travlt med at smide en obskur b-side eller en ny sang til os. Men han giver os både de originale Boyzone sange - og coverversioner, der gjorde bandet så populært, og de solosange (der er flere end man skulle tro) der fortsatte succesen for Keating. Det tjener ham til ære. For stemningen er ikke til det andet.

Opmærksomheden i det ustadige vejr skal hele tiden kurtiseres.

Ronan Keating gav koncert på Store Scene, på Nibe Festival, torsdag eftermiddag. Foto: Martin Damgård

Pladsen er med ham, og det er ømt syn at se tre tidligere mandlige fodbold-landsholdspillere, alle med tidligere stolte karrierer i den engelske Premier League, synge "When You Say Nothing At All" til deres udkårne og til hinanden. Præcis som resten af pladsen gør.

Keating giver os som afslutning sit største (og bedste) solohit "Life Is A Rollercoster", og pladsen synger hvert et ord tilbage og giver et bevis på, at kunstnere med deres bedste dage bag dem, godt kan være et hit, når de ikke tilstræber andet end at være én stor karaokebar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden