Humøret forsvandt sammen med strømmen

Den notoriske perfektionist Tim Christensen - eller publikum der stod igennem, den ellers fremragende Nibe debutant-konferencier Simon Juuls padlen og rygsvømning.

Og det var ikke vejret, der under den time gav anledning til at finde svømmetagene frem. Selvom regnen viste sit uvelkomne ansigt. Som forventet.

For Tim Christensens åbningskoncert af den store scene fredag eftermiddag var martret af lydproblemer, faktisk blev koncerten afbrudt cirka halvvejs, da lyden helt forsvandt, og koncerten fik ikke pumpet nok elektricitet i sig, da den blev genoptaget.

Faktisk gik det på nødgeneratoren derfra. Både humør – og lydmæssigt.

Men det, vi fik inden strømmen – og humøret - forsvandt fra scenen, var det, Tim Christensen gør bedst.

Skal vi være forsimplede og frække, så har Christensens moderskib Dizzy Mizz Lizzy hørt deres Led Zeppelin albums, og Tim Christensen solo består enten af ”Sometimes” eller ”Helter Skelter” med The Beatles.

Desværre blev ”Whispering at the Top of My Lungs” skæmmet af den anakronistiske dårlige vane med at outroer de facto skal være en begrundelse for en ordentlig omgang guitaronani. Det er opmærksomhedsbarometeret anno 2024 ikke til.

Det kan man enten begræde eller tiljuble. Men ingen går grædende i seng, hvis den vane bliver begravet for evigt.

Tim Christensen var talsmand for den grønne bølge dengang i 1990erne, hvor det havde noget med rockmusik at gøre. Guitarmusikkens grønne bølges svar på Dan Jørgensen.

Bare med færre selfies, løsere t-shirt, et stærkere bagkatalog, et marginalt bedre engelsk og knapt så glad for at høre sig selv snakke. For det ikke var megen interaktion, vi fik fra scenen. Især ikke efter afbrydelsen.

Men vi fik majoriteten af de sange fra det mere end 20 år gamle og gode solo-debut-album ”Honeyburst”.

Som Tim C og det, når det kunne høres, virkelig velspillende og kompetente band, har turneret med det sidste år.

Der blev selvklart valset sødmefyldt igennem til tv-sangen ”Right Next to the Right one” og set blidt på sidepersonen under ”Love Is a Matter Of”.

Men tidspunktet, lyden, strømmen og til sidst humøret blev til sidst lige så mudret som den festivalplads, der nu på 3. dag kæmper mod overmagten.

Det samme gjorde Tim Christensen. Forgæves.