Hussalg kaster også guld af sig i Aalborg

Lolland, Samsø og Langeland er med i top 20 over de kommuner, hvor huspriserne stiger mest i procent

Foto: Nicolas Cho Meier
Ejendomsmæglerbranchen 14. september 2017 08:05 - Opdateret 14. september 2017 18:02

AALBORG: Frederiksberg og København tager prisen, når det handler om at score kassen på sit hussalg. Men også i Aalborg Kommune er der sket en pæn stigning i huspriserne over den seneste tid.

Aalborg lægger godt til med en stigning på 6,4 procent på en 13. plads på Top 20 listen - i øvrigt som den eneste nordjyske kommune.

Men også kommuner som Lolland og Samsø er med i toppen over kommuner med høje procentspring i hussalgspriserne.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk over huse købt siden 1992, og hvor gevinsten var størst for dem, der solgte i 2016.

I fire ud af fem hushandler i 2016 tjente sælgeren penge på salget. Ser man på, hvor i landet den årlige gevinst i procent har været størst, skal vi blandt andet til København, Lolland og Samsø.

København topper

Hussælgerne i Københavns Kommune ligger i spidsen med en gennemsnitlig årlig fortjeneste på 7,9 procent af prisen.

Men nummer fem på listen er Lolland Kommune, hvor der i over halvdelen af hushandlerne har været en gennemsnitlig fortjeneste på 7,3 procent hvert år. Hussælgerne har dermed i snit hentet 35.240 kroner om året.

Med i toppen er også Samsø, hvor knap tre ud af fire handler var med profit. Samsingerne har i gennemsnit tjent 45.000 kroner om året på deres huse.

- De københavnske topplaceringer er jo velkendte. Men det er interessant, at også kommuner som Samsø og Lolland klarer sig rigtig godt. Det samme gælder Langeland, Aalborg og Fredericia, der alle er med i top 20, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Boligmarked i vækst

Hun understreger, at når nogle af yderkommunerne blander sig i toppen, skyldes det selvfølgelig, at prisniveauet i de pågældende områder er relativt lavere. Der skal med andre ord mindre til at give en procentmæssig høj værdistigning.

- Det gør dog ikke stigningen mindre værd. Det vidner om et boligmarked, der er i vækst andre steder end i de største byer. Og selv om din samlede gevinst i kroner er mindre på Samsø end på Frederiksberg, så har du jo også oprindeligt købt betydeligt billigere der, siger hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...