Hvad skal der ske med midtbyen?

Har du ideer til hvordan Aalborgs bymidte skal se ud i fremtiden, så har du chancen for at blande dig

Midtbyens Samråd kalder torsdag til politisk debat om det centrale Aalborg. Et af de steder, hvor Midtbyens Samråd savner planlægning, er omkring Nytorv, som formand Jørgen Andersen beskriver som et ”misk-mask af alle mulige former for trafik og med en grim og dårlig belægning”. Jørgen Andersen siger videre, at ”Nytorv kunne blive én af byens bedste og flotteste pladser, hvis politikerne havde de rigtige visioner og det nødvendige mod”. Arkivfoto: Lars Pauli
Aalborg 13. september 2017 21:36

AALBORG: Aalborg Midtbys Samråd inviterer torsdag 14. september klokken 19.30 til debat om fremtiden for Aalborgs midtby.

Det foregår i Folkekirkens Hus på Gl. Torv.

Samrådet har inviteret kandidater for samtlige 12 lister og partier, der stiller op til kommunalvalget i Aalborg 21. november.

Og der er emner og problemer nok at tage fat på, lyder det fra samrådet.

- Der sker så meget i Aalborg, at det kan være svært for borgerne at følge med. Derfor vil vi gerne give dem lejlighed til at møde kandidaterne for at få svar på en lang række spørgsmål og for at få luftet deres betænkeligheder eller gode forslag.

Det er en meget vigtig opgave for samrådet at skabe den nødvendige dialog mellem de politiske beslutningstagere og så de borgere, som beslutningerne vedrører i deres dagligdag, siger samrådets formand, Jørgen Andersen, i en pressemeddelelse.

Trafikale forhold til debat

Blandt de emner, som ventes at komme i fokus på debatmødet, er ikke mindst de trafikale forhold i byens centrum. Er der behov for flere P-pladser - og hvor skal de placeres? Og hvordan sikrer man bedre forhold for de svage trafikanter, som ofte lever livet farligt i midtbyens tætte trafik? Hvordan vil den kollektive trafik udvikle sig i fremtiden - og hvad kræver det af nye, fysiske vejanlæg?

- Vi i midtbyens samråd er ikke imod privatbilisme og anerkender behovet for gode parkeringsforhold, men vi må også stå fast på, at midtbyens miljø og gode byrum skal have førsteprioritet. Vi venter en spændende debat om disse emner på debatmødet, siger Jørgen Andersen.

Miljøets betydning

Men det er ikke kun de trafikale forhold, der betyder noget for midtbyens miljø og oplevelsesmuligheder. Også udformningen af nyt byggeri, indretningen af centrale pladser og torve, hele havnefronten og opbygningen af et helt nyt oplevelsescenter på den gamle spritgrund, optager samrådet og midtbyens borgere.

- Vi kan tage Nytorv som et eksempel. Det er måske den mest centrale plads i byen, men den er et misk-mask af alle mulige former for trafik og med en grim og dårlig belægning. Nytorv kunne blive én af byens bedste og flotteste pladser, hvis politikerne havde de rigtige visioner og det nødvendige mod. Jeg håber, at debatmødet vil resultere i, at der sker noget med Nytorv, når det nye byråd er valgt, siger Jørgen Andersen.

Debatten på mødet styres af samrådets næstformand, journalist Jørgen Pyndt, og de deltagende politikere er borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), rådmand Mads Duedahl (V), rådmand Thomas Krarup (K), viceborgmester Daniel Nyboe-Andersen (RV), byrådsmedlem Jens Toft-Nielsen (SF), byrådsmedlem Per Clausen (EL), byrådsmedlem Kristoffer Hjort Storm (DF), byrådsmedlem Hans Peter Beck (LA), spidskandidat Anne-Dorte Krog (Social Fælles Liste), spidskandidat Anette Valentin (Fjordlisten), byrådskandidat Anne-Dorrit Harris (Alternativet), og byrådskandidat Niels Jørgen Lassen (KD).

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...