Ikke mere lagkage, Støjbergs fest er forbi

Støjberg er færdig som top-politiker. De dage, hvor hun kunne få buddet til at hente lagkage til fejring af nye lov-stramninger, kommer aldrig tilbage, og helt sikkert er det, at hun ikke kommer til at sætte mere ind på minister-pensionsopsparingen.

Inger Støjberg skal i fængsel. Foto: Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Inger Støjberg skal i fængsel. Foto: Scanpix Ritzau Scanpix

I sidste ende handlede det ikke om barnebrude, kun om kedelig jura. Om ministeransvarlighedslovens paragraf 5, stykke 1, og princippet om, at ingen, heller ikke ministre, er hævet over loven. Heller ikke selvom de har flertal, folkestemning og Facebook i ryggen. Derfor fik Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel.

25 ud af 26 dommere i Rigsretten mente, at det var ulovligt, da Støjberg som integrationsminister tilbage i 2016 udstak en ordre om, at ingen mindreårige måtte indkvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever på danske asylcentre. Ordren skulle håndhæves uden undtagelse, hvilket var i strid med både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk forvaltningsret, der begge foreskriver, at der skulle have været foretaget en individuel vurdering af parrene. Det vidste Støjberg godt, men valgte - ifølge dommen - at se stort på loven.

Det har hun aldrig fortrudt - og gør det stadig ikke, sagde hun foran retten - for det skete af hensyn til pigerne. Om hun gjorde det for dem eller for at fremstå som en skrap politiker, er et tvivlsspørgsmål, hvor svaret afhænger af politisk overbevisning.

For det var ikke nødvendigt med lovbrud for at adskille par, hvor pigen var under den seksuelle lavalder på 15 år - i henhold til loven blev de nemlig allerede adskilt, og gamle mænd med meget unge piger var der heller ikke tale om.

I praksis var der 23 asylpar, der blev adskilt efter Støjbergs instruks. Størst aldersforskel var der mellem et par, hvor pigen var 16 og manden 32. I ti af tilfældene var der en aldersforskel på maksimalt fem år.

Men retten tillagde altså ikke Støjbergs motiver nogen formildende vægt, og dommerne mente heller, ikke at hendes forsvar fik bevist deres påstand om, at Støjberg i virkeligheden agerede efter loven, og at adskillelse uden undtagelse blot var noget, hun sagde, for at fremstå handlekraftig på tv.

Uvis fremtid

Hvad der skal ske herfra er uvist, men mest sandsynligt er det, at Inger Støjberg må forlade Folketinget. Hendes 178 kollegaer skal nemlig i løbet af kort tid - den præcise dato er stadig ukendt, men det bliver afklaret før jul - tage stilling til, om hun er værdig til fortsat at have sæde i landets fineste forsamling.

Inger Støjberg er det første siddende folketingsmedlem, der er dømt ved en rigsret, så præcedens er der intet af. Normalt - baseret på de få tilfælde, hvor siddende folketingsmedlemmer er dømt til fængsel - vil en lignede dom føre til, at flertallet finder den dømte uværdig til at sidde i Folketinget.

Foreløbigt er det kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der har meldt ud, og ikke overraskende med støtte til Støjberg.

Får hun lov til at sidde, vil det ikke være af principielle årsager, men derimod rent politiske årsager, og med et argument om, at det ikke vil være gavnligt at gøre hende til en større martyr, end hun allerede er.

Uanset udfaldet synes Støjberg færdig som top-politiker. De dage, hvor hun kunne få buddet til at hente lagkage til fejring af nye lov-stramninger, kommer aldrig tilbage, og helt sikkert er det, at hun ikke kommer til at sætte mere ind på minister-pensionsopsparingen.

Om hun er færdig med politik, har hun foreløbigt ikke svaret på, men hun vil helt sikkert være særdeles velkommen som menigt medlem i Dansk Folkeparti. Og stiller hun op for til næste valg, er der stor sandsynlighed for, at hun bliver valgt ind.

Men Støjberg har haft sin storhedstid, og den var på alle måder ganske markant. Få ministre bliver så kendte, som Inger Støjberg blev i hendes fire år som udlændinge- og integrationsminister. Hun var til at forstå, altid klar til at gå til grænsen i både tale og handling. Der var betydelig vaklen i nærmest alle geledder i de skiftende regeringer under Lars Løkke Rasmussen, men den stabile undtagelse var hos Inger Støjberg. Især i den københavnske lokalpresse blev hun set som den politiske dronning af Jylland, men det skyldtes dog mere ukendskab til den mørke landsdel end det skyldtes fakta.

Men succesen på udlændingeområdet er hendes problem i dag. Det skyldes ikke kun dommen, men også tiden. Hun satsede alt på ét kort, og det gik rigtig godt, så længe udlændinge-kortet var tidens varmeste emne. Men det var dengang, i dag er der andet på toppen af dagsordenen, og om ti år vil det måske nærmere være lempelser af udlændingeloven, der bliver fejret.

Det fortæller ganske meget, at der kun var mødt få demonstranter op for at støtte hende, og det fortæller endnu mere, at de varmeste støtter fra den politiske verden er fra Dansk Folkeparti.

Det er der ikke meget fremtid i.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.