Indbrudstyv sneg sig ind i restaurant: Mistede tyvekoster under en lur i Kildeparken

En 38-årig rumænsk mand blev idømt 30 dages fængsel og udvisning i Retten i Aalborg

Carl Emil Nielsen
En lur i Kildeparken kostede en indbrudstyv hans bytte. Arkivfoto
Indbrud 20. marts 2019 13:52 - Opdateret 20. marts 2019 13:52

AALBORG: Lørdag aften fik en restaurant i Aalborg besøg af en indbrudstyv. Indehaveren af restauranten var i gang med hovedrengøringen, da en 38-årig rumænsk mand sneg sig ind ad en åben bagdør.

Rumæneren stjal flere forskellige ting fra restauranten, heriblandt en bærbar computer. Indehaveren opdagede ikke noget i første omgang, men kunne senere se indbrudstyven på optagelser fra sit overvågningskamera.

Da indehaveren tirsdag formiddag gik en tur i Aalborg, fik han øje på den samme person, som han han tidligere havde set på optagelserne. Han tilkaldte derfor politiet, der straks kunne anholde rumæneren.

Onsdag blev rumæneren fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg. Han erkendte, at han havde begået indbruddet, men forklarede, at han ikke længere havde tyvekosterne. Dem havde han fået stjålet, mens han havde overnattet i Kildeparken.

Rumæneren fik en straksdom på 30 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med seks års indrejseforbud. Han modtog dommen.

- Vi er meget tilfredse med den hurtige anholdelse af manden og ikke mindst det fine resultat, som Retten i Aalborg kom frem til. Vi ser med stor alvor på de her sager med indbrudskriminalitet, som der skal slås hårdt ned på. Det viser dagens afgørelse efter min opfattelse, siger anklager Mikkel Holdensgaard.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...