Vindmøllerne

Kæmpevindmølle tager form i Østerild

Transporten af de forskellige dele til vindmøllen har været ekstraordinær - og blev mødt med stor interesse


Opdateret kl. 20:01

Transporten blev et sandt tilløbsstykke, da de forskellige dele til en helt ny kæmpevindmølle skulle fragtes fra producenten Siemens Gamesa i Brande til testcenteret i Østerild.

En rejse der foregik både til lands og til vands.

Transporten af delene til kæmpevindmøllen er blevet fulgt ivrigt, da det er enestående dimensioner, der karakteriserer vindmøllen. Arkivfoto: Bo Lehm

Og nu er vi klar til at skrive et nyt kapitel i fortællingen om vindmøllen i Thy, der er den største i verden udenfor Kina.

For arbejdet med at montere de forskellige dele på den imponerende vindmølle, som bliver mere end 300 meter høj, er nemlig godt i gang. Nacelle og nav er sat på, og de tre enorme vinger ligger klar side om side på jorden og venter på at blive sat på.

Et populært motiv

Transporten gik i gang i december sidste år, hvor vindmøllehovedet begyndte sin rejse fra producenten Siemens Gamesa i Midtjylland til havnen i Hvide Sande. Derfra blev delen sejlet til Hanstholm Havn for til sidst at blive kørt til testcenteret i Østerild.

Den kæmpestore nacelle - huset på toppen af tårnet - er monteret. Det samme er navet, hvor vingerne skal sidde. Foto: Lars Pauli

Det blev den første af flere ekstraordinære særtransporter, hvor interessen nærmest nåede op på højde med turistattraktioner undervejs. Mange havde taget opstilling langs ruten, og kameraer blev brugt flittigt.

Vinger ligger klar

2. juledag gik arbejdet så i gang med at få flyttet navet til møllen fra havnen i Hanstholm til Østerild, og nogle dage senere sluttede rejsen for de tre store stumper, da også vindmøllens nacelle - det hus, der sidder på toppen af tårnet - kom til testcenteret i Thy.

Midt imellem blev generatoren til møllen, der til sin tid vil kunne levere en effekt på 21 MW, også flyttet fra Hanstholm til testcenteret, så alle tre dele dermed var fremme.

Men ingen vindmølle uden vinger, så i slutningen af januar blev de tre vinger, der hver måler mere end 100 meter, sendt afsted på deres rejse til Østerild.

De tre, enorme vinger ligger klar til senere at blive monteret. Foto: Lars Pauli

En spektakulær vindmølle

Mens interessen for transporterne, der var omgærdet af meget hemmelighedskræmmeri, har været stor, så er selve vindmøllen også spektakulær.

Som nævnt bliver møllen verdens største udenfor Kina med sine mere end 300 meters højde og et vindmøllehus på 11 gange 11 meter. 

Med sin imponerende højde er den nye mølle 20 meter højere end de nuværende testmøller i Østerild. De har en effekt på 14 og 15 MW, mens den kommende er på 21 MW.

Vindmøllen i Thy bliver den største udenfor Kina. Foto: Lars Pauli

Ifølge EnergiWatch har den nye vindmølle en kapacitet til at producere 40 procent mere strøm end selskabets nuværende store vindmøller.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden