Militært køretøj brød i brand på vej til øvelse
En pansret mandskabsvogn nåede aldrig frem til Oksbøl
Opdateret kl. 13:59
AALBORG: Et militært køretøj var mandag middag på vej til øvelse i Oksbøl. Så langt nåede den dog aldrig, før den brød i brand i det sydgående spor på motorvej E45 mellem Th. Sauers Vej og motorvejskryds Aalborg S.
- Man kan sige, at de ikke er kommet særlig langt, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Søren Korsgaard.
Køretøjet var af typen Piranha, og branden startede i motoren under kørslen.
- Selvom sådan et køretøj har sit eget slukningssystem, så gik der ild i motoren, som nu er stærkt beskadiget, siger indsatslederen.
Han mener, at der var tre personer til stede i mandskabsvognen. Ingen er imidlertid kommet noget til, og branden er nu slukket.
I lidt over en halv time var kun det enkelte spor farbart, og køretøjet holdt i nødsporet. Begge spor er nu igen åbne.
- Alt er normalt igen, fastslår Søren Korsgaard.
Mandskabsvognen kunne ikke køre videre, og Falck har nu fjernet den fra stedet.
- De må finde et andet køretøj at køre til øvelse i, siger indsatslederen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.