Aalborg Pirates

Kaptajnen efterlyser mere omtanke

Aalborg Pirates skal være klogere, hvis det skal blive til en sejr mod Rungsted Seier Capital

Julian Jakobsen vil se ændringer til fredagens kamp. Arkivfoto: Lars Pauli

Julian Jakobsen vil se ændringer til fredagens kamp. Arkivfoto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Der er ikke flere liv tilbage i Super Mario.

Sådan indleder Julian Jakobsen, da han bliver bedt om at sætte ord på 0-5-nederlaget i den tredje DM-finale mellem Aalborg Pirates og Rungsted. Nederlaget betyder, at piraterne nu har ryggen mod muren og skal vinde fire kampe i træk for at blive mester.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at det ender sådan, så al snak om et comeback virker overflødigt. I første omgang handler det om at finde en opskrift, der kan give bare en enkelt sejr.

- Nu var jeg så uheldig at se en kamp udefra den anden dag, og det står ret klart for mig, at de bare spillere klogere end os. De spiller med hovedet. Vi jagter bare rundt og spiller lidt naivt. Vi har masser af gode intentioner, men vi kommer bare ingen vegne, siger Julian Jakobsen.

De offensive problemer er til at få øje på, og det er kaptajnen helt med på.

- Vi laver nul mål, så det er ret klart, at vi skal have ændret. Vi skal ændre et eller andet, og hvad det så skal være, må vi hjem og finde ud af. Der er ingen tvivl om, at vi er det hold med mest power, men det vinder man ikke automatisk kampe af, siger Julian Jakobsen.

Netop de offensive udfordringer er noget, som irriterer kaptajnen ganske godt og grundigt. Der skal nemlig opjusteres på målkonoten, hvis det ikke skal ende med fire kampe og et bad.

- Vi skal være bedre til at tænke i løsninger. Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at prøve det samme. Jeg synes vi skal være mere omstillingsparate på isen. Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at træde rundt i den samme øllebrød, hvis det ikke fungerer, siger Julian Jakobsen.

- Et skal vi være dygtigere til at hjælpe hinanden derude. De står bare og afventer os, selvom vi har masser af tid i zonen. Vi skal være klogere, siger Julian Jakobsen.

Mod slutningen af kampen begik Josh MacDonald en frustrationshandling på en Rungsted-spiller, og det medførte et tidligt bad til Pirates-profilen. Om det ender med en karantæne kan kaptajnen ikke forholde sig til.

- Jeg så ikke episoden, så jeg har ikke rigtigt nogen kommentar til den episode, men jeg håber da, at vi har fået de karantæner, som vi skal have, siger Julian Jakobsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.