Kendt Aalborg-frisør giver op: Lukker øjeblikkeligt

Livsdrøm blev realiseret i 1999, men nu er det slut

Efter 24 år har Betina Esko været nødt til at lukke sin frisørsalon Esko Hair Studio.  <i>Foto: Esko Hair Studio</i>

Efter 24 år har Betina Esko været nødt til at lukke sin frisørsalon Esko Hair Studio.  Foto: Esko Hair Studio

AALBORG:Den kendte Aalborg-frisør Betina Esko har været nødt til at lukke Esko Hair Studio på Brandstrupsgade 14 i Aalborg omgående.

Det skriver hun selv i et opslag på Instagram fredag.

"Vi har kæmpet på livet løs for at holde Esko Hair Studio åbent, men vi må desværre erkende, at vi ikke kan redde forretningen. Vi ser os derfor nødsaget til at lukke forretningen med øjeblikkelig virkning", lyder den triste besked i opslaget.

Livsdrøm blev virkelighed

Betina Esko skriver, at det var en livsdrøm, der blev realiseret, da hun i 1999 åbnede Esko Hair Studio.

"Det har været en fantastisk rejse, men corona var en ting, vi - som mange andre - ikke havde forudset", står der i opslaget om lukningen.

Et opslag, hvor hun takker kunder, medarbejdere, leverandører og andre samarbejdspartnere. "Vi håber I har nydt at være med og vil tænke tilbage på Esko Hair Studio med glæde og et smil på læben", slutter Betina Esko sit opslag om lukningen.

Rørt over kunderne

Opslaget har fået flere af kunderne til tasterne med de bedste ønsker for fremtiden. "Alt godt til jer alle fremover. Når en dør lukkes, åbnes en ny", skriver en af frisørsalonens trofaste kunder.

"I har været fantastiske - intet mindre", bemærker en anden af de mange kunder, fremgår det af kommentarerne til det triste Instagram-opslag.

 Kommentarerne varmer Betina Eskos hjerte.

- Det betyder virkelig meget, fortæller hun fredag aften til Nordjyske.

Det er slut med Esko Hair Studio i Aalborg. <i>Foto: Esko Hair Studio</i>

Det er slut med Esko Hair Studio i Aalborg. Foto: Esko Hair Studio

Hun oplyser, at corona-pandemien var for hård en omgang økonomisk. Frisørsalonen var netop flyttet i de nye lokaler på Brandstrupsgade, da coronaen ramte Danmark. På det tidspunkt skulle Betina Esko i et halvt år betale to huslejer - for de hidtidige lokaler og for de nye.

- Forfærdeligt

Frisørsalonen fik corona-lån til at fortsætte, men nu skal lånet betales tilbage, og det er ikke muligt.

- Det er forfærdeligt, siger Betina Esko om sit farvel til frisørsalonen og sine 10 ansatte.

Hun understreger, at hun vil gøre sit yderste for at bringe sine frisørelever godt videre.

Hvordan fremtiden ser ud for hende selv, er uvist.

- Jeg føler, at jeg har været frisør hele mit liv, siger 48-årige Betina Esko.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.