Knivstikker blev fældet af dna-beviser på en indkøbsvogn
Et aftalt møde på Saltumvej resulterede i knivstikkeri og påkørsel med en indkøbsvogn
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:28
AALBORG: Det var et aftalt møde, som endte dramatisk, da to grupperinger, bestående af i alt fem mænd, 15. april 2021 om aftenen mødtes på Saltumvej i Aalborg Øst.
Det dramatiske bestod egentligt ikke i mødet, men snarere resultatet af sammenkomsten. For den endte med to hårdt sårede personer, som blev stukket med kniv - og påkørt af en indkøbsvogn.
De to grupper, som bestod af to mænd på henholdsvis 27 og 29 år på den ene side og to 22-årige mænd og den enes lillebror på den anden side, havde over Messenger haft en korrespondance. Den drejede sig om nogle uoverensstemmelser om en bil, der havde holdt i Reberbansgade, hvor den havde fået nogle skader.
Derfor aftalte de at mødes på Saltumvej. Det fortæller anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
Vidne overværede overfaldet
Ved overfaldet blev den ene 22-årige stukket i ryggen, den ene balle og en arm. Den anden 22-årige blev stukket i halsen samt slået med en genstand. Desuden blev lillebroren til en af de to ofre slået med et slagvåben. Endelig blev den ene af de 22-årige påkørt adskillige gange med en indkøbsvogn - og det blev set af et vidne, som overværede hele overfaldet.
Den 27-årige og den 29-årige kendt skyldige i groft overfald - selv om de nægtede sig skyldige.
- Den 27-årige erkendte, at han havde været på stedet, men han erkendte ikke knivstikkeriet. Den 29-årige nægtede at have været tilstede, og sagde, han havde været på en pokerklub, som ligger 2-300 meter fra stedet, fortæller Thomas Klingenberg.
Men her blev den 29-årige fældet af et par afgørende beviser: Nemlig at hans dna blev fundet på en indkøbsvogn i nærheden af gerningsstedet.
Meldte bilen stjålet
Et andet afgørende bevis omhandler den lille, grønne bil, den 27-årige og 29-årige kørte i. For det første kunne man efterfølgende konstatere, at det tidspunkt, bilen kørte gennem Limfjordstunnelen, passede godt med det efterfølgende tidspunkt for dramaet på Saltumvej. Desuden satte bilen sig fast på en skrænt ved Saltumvej, så overfaldsmændene ikke kunne bruge den til at komme fra stedet.
Dagen efter overfaldet meldte den 29-årige, som havde råderet over køretøjet, bilen stjålet - men i bilen fandt man et slagvåben med dna fra lillebroderen til en af de 22-årige.
De tre ting - bilen, fundet af slagvåbenet og indkøbsvognen - lagde retten samlet set til grund for, at de to personer bevisligt var de eftersøgte efter knivoverfaldet, oplyser Thomas Klingenberg.
- De nægtede sig begge skyldige gennem hele sagen, men valgte begge af modtage dommene på henholdsvis et år og tre måneder og et år. Den 29-årige blev løsladt til afsoning af en anden dom, og den 27-årige forbliver fængslet, oplyser anklageren.
De to overfaldsmænd blev anholdt for overfaldet i juni, hvor de blev varetægtsfængslet efter grundlovsforhør for lukkede døre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.