Lokal investor køber 23.000 kvadratmeter af Aalborg
Aalborg Kommune har handlet 23.000 centrale kvadratmeter
Opdateret kl. 15:40
AALBORG: Der er indgået en stor handel mellem Aalborg Kommune og en privat investor.
Kommunen har nemlig efter et offentligt udbud solgt en stor bid af byen helt præcist 23.000 kvadratmeter langs Jyllandsgade kaldet Åparkkvarteret.
Anden gang er lykkens gangs for kommunen, for området har været udbudt tidligere, men her var buddene for lave. I anden runde var mindsteprisen 75 mio. kr. ekskl. moms, men arealet blev solgt for 86,25 mio.kr. , og grunden er allerede overtaget af køberen Stella5 ApS.
Hos Aalborg Kommune er man godt tilfreds med, at man fik noget mere end mindsteprisen.
- Det er dejligt, for der er huller nok i indtægtskravet, så det er dejligt, at man får lidt mere end, man forventer, siger by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) til Nordjyske.
Rådmanden var spændt på, hvordan udbuddet ville spænde af.
- Det er godt, for vi frygtede lidt om der i den her tid overhovedet kom nogle bud, for man hører så meget, siger Jan Nymark Thaysen.
Køberen vil kunne etablere en blanding af boliger og erhverv og må i alt opføre 38.000 etagekvadratmeter, som svarer til en bebyggelsesgrad på 165 procent. Plusbussen kommer til at holde ud for området på en perron.
- Kommuneplanrammen dernede siger blandet bolig og erhverv, hvor der normalt er erhverv i stueetagen, og så kan du lave boliger ovenpå. Ideen er, at du starter lidt højt ude ved Jyllandsgade, og så trapper man ned mod syd ind mod Åparken.
Han peger på, at der går en grøn kile ind igennem området.
- Et åndehul
- Den får du som nærmeste nabo, og det er det, der gør det lidt attraktivt. Det bliver et lidt stille område. Det bliver lidt et grønt åndehul, for bygningerne vil være støjskærm ud mod Jyllandsgade.
Han tilføjer, at man også er ved at lave en stille omdannelse af Hjulmagerkvarteret mod syd.
- Vi er ved at fjerne den larmende industri derfra.
Nu skal der laves en lokalplan for området, inden der kan ske noget.
Byggeret
- Man har solgt grunden på, at der kan bygges 38.000 etageareal, og det er det, som den er prissat efter.
Desuden har køber overtaget flere lejemål, som kommunen har med et par bilforhandlere i området
- Det er op til køber, de har overtaget de lejemål med de vilkår, der er. Det vil sige, at de har overtaget vores lejeaftale med bilforhandlerne frem til 2038, siger Jan Nymark Thaysen.
Lejeindtægt mistes
Med salget mister kommunen dermed en årlig lejeindtægt på 1,1 mio. kr.
Der er tilfredshed med, at det er en lokal køber, der har slået til, og rådmanden mener, at det viser, at der er stor investeringslyst i kommunen.
- Det er dejligt, at vi har nogen med penge på lommen, der vil Aalborg.
Køberen Stella5 ApS er ejet af familien Stadsing og beskæftiger sig med investering, udvikling samt udlejning af fast ejendom. Virksomheden har over 400 lejemål, der er fordelt i Aalborg og København. Hovedparten er private boliger, mens de resterende er erhvervslejemål, og man er godt tilfreds med det nye køb.
- En af de bedste placeringer
- Vi synes, at det er en af de bedste placeringer i Aalborg, og derfor var det rigtig interessant, siger økonomiansvarlig hos Stella5 ApS, Kathrine Lund Mortensen.
Hun peger bl.a. på, at Plusbussen kører lige forbi nord for området samt, at Åparken, der er en del af byens klimasikring, er et vigtigt grønt element.
- Arealet er egentlig omkranset af ene interessante ting i forhold til fremtid, klima og bæredygtighed, og det er noget, som vi har på dagsordenen.
Stella5 ApS ønsker primært at bygge boliger og en mindre andel af noget erhverv og service i stueplan. Man vil gerne i gang hurtigst muligt efter, at lokalplanen er klar.
- Det handler også lidt om at komme i gang med udviklingen, så aalborgenserne kan se, at der sker noget her, og at det bliver megaspændende, siger Kathrine Lund Mortensen
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.