Kvinde slap uskadt fra skud mod lejlighed

Fem anholdt for at skyde med jagtgevær gennem vindue til lejligheden i Aalborg Øst

Jens Hukiær
Foto: Jan Pedersen
Kriminalitet 13. september 2017 06:20 - Opdateret 13. september 2017 07:43

AALBORG ØST: Fem mænd i alderen 22 til 28 år er blevet anholdt efter et skyderi mod en lejlighed på Vilsundvej i Aalborg Øst i aftes.

Lejlighedens 55-årige kvindelige beboer blev ikke ramt af skuddene, der ramte et vindue i lejligheden.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.14 tirsdag aften.

- Vi får en anmeldelse om, at der er afgivet tre-fire skud mod lejligheden, der ligger på første sal. Skuddene rammer vinduet, men ryger ikke igennem.

En politipatrulje blev øjeblikkelig sendt til stedet, og den spottede en mistænkelig bil - en sort Audi - der forlod området. Politiet forfulgte bilen, der kørte galt og ramte en lygtepæl på Pontoppidanstræde, hvor de fem mænd i bilen alle blev anholdt.

Jens Hukiær Foto: Jan Pedersen

- Da der befinder sig en person inde i lejligheden, betragter vi det som et drabsforsøg, siger vagtchefen.

Han kan endnu ikke sige noget om motivet til skyderiet.

Ifølge vagtchefen er der tilsyneladende ingen relationer mellem kvinden i lejligheden og de fem anholdte.

Politiet modtog i første omgang anmeldelsen fra et vidne i området, der havde hørt skuddene. Senere ringede lejlighedens beboer også selv til politiet og anmeldte episoden.

Poul Fastergaard oplyser, at skuddene sandsynligvis er affyret med et jagtgevær.

En jurist skal nu vurdere sagen, men vagtchefen siger, at de fem anholdte mænd sandsynligvis vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...