Han er en stor og kendt kunstner, en af pionererne bag det moderne gennembrud i dansk billedkunst omkring år 1900. Vi hører om en vranten kollega udi kunsten, en fraværende far og en distræt ægtemand.

De tre kvinder i hver deres livsfase - de bliver yngre og yngre og højere og højere for hver skilsmisse - fortæller forbløffende ensartet om, hvordan det er at være gift med, kæreste med, model og muse for manden i deres liv.

Eller måske er det ikke så forbløffende. For selvom en kunstner har brug for en ligesindet, der forstår ham, og en muse, der kan inspirere, så er kunsten for ham større end kærligheden. Hver gang.

Forestillingen skrevet af Simone Isabel Nørgaard, der udelukkende spiller på museer rundt om i landet, er en vandreforestilling, og denne aften vandrer vi rundt i Kunstetagerne i Hobro, mens vi lytter til kvindernes monologer og samtaler.

Det er en meget original idé, og den er smukt og yderst delikat udført. De tre medvirkende er først og fremmest til stede i deres klare mimik og påklædning, der karakteriserer og illustrerer hver af de tre kvinders personligheder og alder.

Foto: Karin Trine Pedersen

Foto: Karin Trine Pedersen

Foto: Karin Trine Pedersen

Foto: Karin Trine Pedersen

De gør det alle tre rigtig godt, men forestillingen kommer alligevel til at virke stillestående, også selvom publikum tvinges til at skifte fokus ved at bevæge sig rundt i de forskellige scener

Det er med til at hente latteren frem, når der laves øjne og løftes øjenbryn ud til publikum i let forbløffelse, forargelse eller triumf. Men ellers kaldes der ikke så meget på følelserne, og det kommer til at virke en smule introvert og langstrakt.

Musikken (Line Felding på cello og Emma Elmøe på violin) har også en sørgmodig og altmodisch klang, der er med til at slå en halvdyster tone an, trods opsætningens hvide og beige dominans og dialogernes velopdragne høflighed.

Selvom der ind imellem kommer lidt snert i stemmen og reaktionen, ikke mindst fra den ældste fru Willumsen, mens den yngste, der vist aldrig nåede at blive frue, har en mere sorgløs tilgang.

Man kan næsten konkludere, at de tre kvinder alle er engleagtigt tålmodige og resignerede påtager sig deres skæbnefællesskab.

Kvindernes egne værker – de er tegnere, malere og skulptører - får anerkendelse, men står alligevel bestandigt i skyggen af den berømmelse, J. F. Willumsen ophøjet kunne sole sig i. Endda med eget museum, selvom han (selvfølgelig, efter kvindernes mening) ikke var tilfreds med det.

Det er jo også kvinderne, der skal tage sig af børnene og sørge for, at hverdagene fungerer. Så er der ikke så meget tid og overskud til at pleje egne interesser udi kunsten.

Men takket være de moderne tider i starten af 1900-tallet slap de i det mindste for korsetterne, som Edith Willumsen siger det. Det er da noget, selvom man ikke slipper for at stå i skyggen bag sin mand.

Når kunsten sitrer kan opleves igen 20. oktober på Det Gamle Rådhus i Thisted.