Landin smider millioner for hus i Aalborg

Landsholdsmålmanden har fået sin fremtidige bolig på plads

Niklas Landin - her i kamp for THW Kiel mod Aalborg Håndbold - flytter til Aalborg med hele familien til sommer. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Niklas Landin - her i kamp for THW Kiel mod Aalborg Håndbold - flytter til Aalborg med hele familien til sommer. Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:Den danske håndboldstjerne og landsholdsmålmand, Niklas Landin, der til sommer tiltræder en fire-årig kontrakt med Aalborg Håndbold, har fået sine fremtidige boligforhold på plads.

Ifølge Ritzau, der overvåger tinglysning.dk har landsholdsmålmanden i hvert fald købt hus på Sannasvej i Hasseris.

Og det er ikke småpenge, den danske landsholdsstjerne har måttet lægge for sit hus: 8,4 millioner kroner har han og hustruen Liv Skov Christensen betalt for huset, som de overtager 1. marts 2023. 

Boligen har et samlet areal på 187 kvadratmeter og er blandt de dyreste, der er solgt i kommunen de seneste 12 måneder. Helt præcist er den nummer 11 af i alt 1562 boliger. Boligen har både tagetage og kælder, og grunden er på godt 1.000 kvadratmeter.

Den offentlige ejendomsvurdering lyder på 4,2 millioner kroner. Grundværdien udgør 1,5 millioner kroner af vurderingen.

Niklas Landin, der i både 2019 og 2021 blev kåret til verdens bedste håndboldspiller, er lige nu til VM i håndbold med det danske landshold, og Danmark starter fredag med et møde med Belgien i Malmø.

Målmanden har i Danmark spillet for blandt andet GOG og Bjerringbro-Silkeborg, før han skiftede til den tyske Bundesliga, hvor han har spillet først for Rhein-Neckar-Löwen fra 2012 til 2015, hvor han skiftede til THW Kiel.

Herfra skifter han så til sommer til Aalborg Håndbold.

- Vi havde i familien længe diskuteret, om det snart var tid til at vende hjem til Danmark. I denne sæson har vi kæmpet med nogle ting, som vi har skullet arbejde med, og mens vi havde de her diskussioner i familien, kom Aalborg på banen med den perfekte pakke, som hele familien syntes var spændende, har Niklas Landin tidligere sagt til nordjyske.dk om årsagen til skiftet til Aalborg Håndbold.

Med i pakken, som Aalborg Håndbold kunne præsentere familien Landin for, var at Niklas Landins kone Liv kan bruge sin farmaceut-uddannelse samtidig med, at børnene får en tættere tilknytning til Danmark.

Det kommer altså til at ske fra den nyindkøbte villa vest for Aalborgs centrum.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.