Langt Væk Hjemmefra

Hans Phillip

Alle er klatøjede på tredjedagen af en festival. Derfor var det imponerende at se et godt fyldt telt i Blå Scene, hvor tidligere ukendt kunstner Hans Phillip var hyret til at servere en ordentlig omgang renselse og balsam for sjælen.

At Hans Phillip takkede publikum for at tage så godt i mod ham, nu hvor han var så langt væk hjemmefra, tilskriver vi den tidlige start, for her i det Nordjyske hører vi ofte, at København blot er en spytklat væk.

Men Hans Phillips saglige R'n'B-univers var godt booket, for der var mildest talt ikke meget, man kunne slå sig på i de fem kvarter, Hans Phillip og band gav os deres Frank Ocean light. Så det fungerede præcis som bestilt, som det musikalsk alperesort, hvor man langsomt kunne komme til hægterne, få gnedet søvnen ud af øjnene og skænket kærligheden og alt der sejler med hende, en tanke eller to.

Pigerne var der. Drengene ligeledes. Primært fra gymnasieklasserne rundt i regionen. Og de kunne alle teksterne. For før Tobias Rahim gjorde det rige indre følelsesliv og rumsteren i hovedet og krop universelt, var Hans Phillip firstmover på at få sunget sine tanker ud, om alt det, der fungerer, og alt det, der skal arbejdes med. Så der var nok for ungdommen at identificere sig med.

Og den lette loungesoul var skåret perfekt til at være soundtracket til det jævne tekstunivers, der afgjort ikke er stor poesi, men heller ikke får tæerne til at krybe sig helt sammen.

Men forventede man stor variation, så gik man forgæves, for hver sang blev enten slået an med et simpelt elektro-tromme-beat eller et guitaranslag, og derefter gik Hans Phillip ellers i gang med at croone.

Om han har stemmen til at klare den form for eksponering er fortsat oppe til debat. For selvom han er i kontrol, så bevæger han sig sjældent ud i de helt store fraseringer, hvorfor det lettere ensformige musikalske univers ikke bliver udfordret nok af vokalen. Så efter en halv time begynder man så småt at kede sig og savne bare et eller andet, der ikke fylder formularen og kommer lidt ude af kontrol.

Det gjorde lyden af og til, der åbenlyst også havde brug for en langsom start. Lidt for meget diskant. Lidt for meget bas. Hvilket det ellers velspillende backingband kæmpede bravt for at kompensere for.

Bevares, ”Hjertebrand”, der begyndte denne søndagstime på en fredag, gav løfter om en egentlig vækkelse mere end en søvnig prædiken, og med ”Årstider” fik vi alle årets farver bredt godt ud mellem alt den beige soul.

Men vi blev vækket, nænsomt og blidt, og mere kan man egentlig ikke bede om på en festivals tredjedag.