Træls nat for dørmand - slået to gange af berusere: Mand og kvinde anholdt

Nattelivet er for alvor kommet i gang ovenpå, ophævelsen af alle coronarestriktioner

Nattelivet er for alvor i gang igen, og det giver en del arbejde til politiet. Arkivfoto: Martin Damgård

Nattelivet er for alvor i gang igen, og det giver en del arbejde til politiet. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG/THISTED:Nattelivet er for alvor kommet i gang ovenpå ophævelsen af alle coronarelaterede restriktioner for værtshusene rundt om i Nordjylland

En uheldig dørmand ved en beværtning i Jomfru Ane Gade havde i hvert fald, hvad man roligt på nordjysk kan kalde en træls nat, da han natten til søndag havde et par særdeles ubehagelige oplevelser med berusede gæster.

Først blev han i forbindelse med udførelsen af sit arbejde slået i ansigtet af en mand i starten af 20'rne. Det skete klokken 00.35, og en patrulje fra politiet blev tilkaldt og anholdt den unge voldsmand.

Blot lige godt en time senere klokken 01.38 var den gal igen: samme sted gik det ud over samme dørmand, denne gang var det en kvinde i starten af 20'rne, der igen slog dørmanden i ansigtet, og også hun blev anholdt af en patrulje fra Nordjyllands Politi.

- De to anholdte var så berusede, at de ikke rigtig kunne finde ud af, hvordan de skulle opføre sig, så de ligger begge til afrusning. Når de kommer til sig selv, skal vi have dem afhørt, og så bliver de med stor sandsynlighed løsladt til et senere retsligt efterspil, oplyser vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi.

Også i Thisted var der natten til søndag en batalje, der omfattede berusede gæster.

- Udfor værtshuset Bondestuen var der et slagsmål, og da vores patrulje kom til stedet modsatte de involverede slagsbrødre sig anholdelse. Så da vi havde fået styr på det, kom de med til afrusning, og de får en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen med sig hjem ovenpå den bytur, lyder det fra vagtchef Simon Skelkjær, Midt- og Vestjylands Politi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden