Lyden af P4
Hjalmer spillede sommerferien ind med charme, varme og ikke rigtig meget på spil.
KONCERT
Hjalmer
Teltet var pakket, der på blå scene. Selvom vi kun lige havde ramt eftermiddag. Uden for stod de også. Ung som gammel. På tværs af generationer. Campingstole, fadøl, Vodka-Red Bull og Barcardi Breezers en masse. En altomfavnende fredagsbar.
Derfor var det ikke den største overraskelse at eftermiddagens største bifald og fællessang tilfaldt Hjalmers traditionstro cover af 80´er evergreenen ”Dig og Mig”. For vi er stadigvæk fanget i tidslommen, hvor 1980´erne åbenbart bliver reproduceret til al evighed både politisk, samfundsmæssigt og musikalsk.
Ok, det er lidt at gøre Hjalmer uret. For Tinkasangen ”Kongespil”, den nye øreorm ”Krystaller” og ”Kom Sommer” er i sin egent ret ubesværet iørefaldende guitarpop, der er designet til at være radio mellemstation når store sportsbegivenheder finder sted. Større ros til denne specifikke genre findes i øvrigt ikke. Faktisk var hele Hjalmers sæt en tour de force i guitarpop der bragte smil til alle inden – og uden for teltet.
For Hjalmer Larsens musik skræmmer ingen væk, det får tæerne og læberne til at bevæge sig og det bliver leveret med et seriøst arsenal af overskud og charme, ingen kan forvente at besidde kl. 15 en fredag eftermiddag, medmindre de har åbnet vinkøleskabet tidligt. Og det havde majoriteten på Nibe Festival heldigvis.
Forventer man at livets alvorligheder, foruden den hemmelige gymnasieforelskelse og de sædvanlige almindeligheder om drømme, håb og alt det der jazz, bliver taget under grundig behandling, ja, så går man galt i byen. Alvorlig galt.
Og det er jo mere end ok. For fredagsbaren er jo virkelighedsflugten. Lidt ligesom en festival er. Der hvor man for en stund glemmer alt hvad der knirker lidt i livet og synger med i stedet for. Endda i dur.
Hvad mere kan man egentlig bede om en fredag eftermiddag?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.