Lykkelig fødsel: For første gang i Nordjylland i flere tusinde år

En speciel dyrefødsel vækker glæde i det nordjyske

Den nyfødte bison-kalv, kom til verden i maj. Foto: Jacob Skriver

Den nyfødte bison-kalv, kom til verden i maj. Foto: Jacob Skriver

Den europæiske bison, som var at finde i Danmark efter den seneste istid, uddøde for omkring 11.500 år siden.

Men i Lille Vildmose har en lille flok bisoner lavet om på det. For første gang i Nordjylland i mange tusinde år har et bison-par født en unge, bekræfter driftsleder for Aage V. Jensens naturfond, Jacob Skriver.

- Vi havde forventning om, at når dyrene trives godt og er i fin form, så ville der også komme en kalv, og det er jo bare lykkeligt, at det lykkes, siger han til NORDJYSKE

Dyrene går lige nu og venter på at blive sat ud i en 4000 hektar stor indhegning, hvor de sammen med kronvildt og vildsvin skal være med til at skabe mere biodiversitet i området.

- Vi har fået hjælp af Københavns Universitet til at konstatere, at vi i økosystemet i Tofte mangler en regulær grasser. Det er der behov for, for at skabe mere dynamik for blomster, insekter og svampe, siger Jacob Skriver og fortsætter.

- Den kan nogle forskellige ting bare qua sin størrelse. Når de bevæger sig og ruller sig og støvbader, så ligger de små buske og træer ned, og den dynamik, den kan de bidrage med på en måde, som kronvildt og vildsvin ikke kan.

De første fire bisoner ankom til Lille Vildmose i foråret 2019 og de er altså nu blevet til fem. De har tidligere tilhørt Randers Regnskov.

Planen er, at der i løbet af de næste år skal komme endnu flere europæiske bisoner til Lille Vildmose, så man når op på en bestand på omkring 20.

Dyrene, der er Europas største nulevende landpattedyr, kan veje op mod 800 kilo og fortære omkring 30 kilo føde i døgnet.

Visenten, som den europæiske bison også hedder, er en truet dyreart. På verdensplan er der kun omkring 8500 tilbage. 7000 lever frit i naturen, mens 1500 lever i fangeskab.

I øjeblikket er det ikke muligt at se dyrene, men når de bliver sat ud i den 4000 hektar store indhegning, kan du komme på en guidet tur og se bison-familien.

- Vi laver cirka 30 guidede ture om året, hvor vi kører i bus ind i området, og hvor det bliver muligt at se dem, siger Jacob Skriver.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.