Aalborg

Maja vil levere dine varer lige til døren - helt gratis

27-årige Maja Henriksen har sammen med en gruppe andre startet initiativet skalvihandle.dk - hvor de helt gratis handler og leverer varer til ældre og udsatte borgere under corona-krisen

Maja bor i Aalborg, men er født og opvokset i Lønstrup. Nu har hun startet et nyt frivilligt initiativ. Foto: Kim Dahl Hansen
Maja bor i Aalborg, men er født og opvokset i Lønstrup. Nu har hun startet et nyt frivilligt initiativ. Foto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 21:16

AALBORG: Corona-virusset har på få uger ændret vores hverdag markant. Samfundet er lukket mere eller mindre ned, og gaderne er mennesketomme, selv om den første forårssol gør, hvad den kan for at lokke folk udenfor.

Statsministeren, sundhedsmyndighederne og politiet har gang på gang påmindet os om at holde afstand, og det lykkes langt hen ad vejen.

Men for enkelte borgere, er det svært at isolere sig. Også selv om man måske er i risikogruppen, fordi man er ældre eller har en kronisk sygdom. For der skal stadig mad i køleskabet, der skal købes kattemad og køkkenrulle.

En tur i supermarkedet, som for få uger siden var en grå og kedsommelig affære, er nu blevet en farefuld færd, hvor man risikerer sit helbred.

Skal vi handle?

Det vil 27-årige Maja Henriksen fra Aalborg gøre noget ved. Sammen med vennen Patrick har hun startet initiativet "Skal vi handle?", hvor de står klar til at handle for ældre og borgere, som er i risikogruppen under corona-krisen.

- Når jeg selv var i supermarkedet, lagde jeg mærke til, at der var mange ældre mennesker nede og handle, og jeg har også talt med mine veninder, som fortalte at deres bedsteforældre stadig gik ned og handlede, selv om de burde blive hjemme. siger Maja Henriksen.

- Så jeg er sikker på, at der er et behov for det her koncept.

Skalvihandle er simpelt, men kan gøre en stor forskel.

På skalvihandle.dk skriver brugeren en indkøbsliste, skriver hvor man gerne vil have købt varerne, og så sørger et bud for, at varerne bliver købt og leveret til døren. Prisen er ikke højere, end den der står på bonnen fra supermarkedet og kan betales på mobilepay eller via en bankoverførsel.

Buddene er frivillige, som alene påtager sig opgaven, fordi de ønsker at hjælpe.

- Det er båret af lysten til at hjælpe og gøre en forskel for nogen, siger Maja Henriksen.

- Vi har betalt for alt af egen lomme, og det var også den præmis, vi satte fra starten. Det skal ikke koste noget, at få varerne leveret.

Indtil videre har tre borgere benyttet sig af initiativet, som har været i gang siden mandag, men Maja håber, at de ved at fortælle om de gode eksempler, kan nå ud til endnu flere, som har brug for hjælp.

Og så skal en hjemmeside, trykte flyers og annoncer på sociale medier være med til at øge kendskabet.

- Dem, vi har handlet for, har sagt, at vi var som sendt fra himlen, og det er skønt at høre, hvor taknemmelige folk er, siger Maja Henriksen.

Stor opmærksomhed fra frivillige

Maja arbejder til daglig hos Aalborg Kommune, men er hjemsendt, og derfor har hun masser af tid til at hellige sig projektet. Og det er der tilsyneladende også andre, der har.

Der er i hvert fald stor interesse for at hjælpe til.

- Der er mange, der har skrevet og tilbudt deres hjælp og spurgt, om der var noget, de kunne gøre, og det er fedt, at der er så mange, som er klar til at gøre noget for andre, siger Maja Henriksen.

Pt. er de syv involverede i projektet. Maja og Patrick, som organiserer, og så fem frivillige, der handler for brugerne.

På nuværende tidspunkt tilbyder "Skal vi handle?" kun udbringning af varer i nærheden af Aalborg - men er der interesse fra frivillige og brugere i andre byer, vil Maja gerne udvide konceptet.

- Der er et stort potentiale i det her, når først folk får øjnene op for, hvad det er, vi gør. Der er mange, som gerne vil være med, og jeg er sikker på, at der også er mange, som kunne få glæde af os, siger hun.

Kender du nogen, som kunne gøre brug af initiativet, kan du læse mere om "Skal vi handle?" på deres hjemmeside eller på Facebook.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden