20-årig forsøgte at stikke af fra politiet. Da de fangede ham, gjorde de to fund
Detentionen fyldt op med fyldebøtter den sidste weekend inden jul
Opdateret kl. 12:44
Det var godt, at juleformen var i orden hos en politipatrulje natten til søndag. For her kom betjentene nemlig i løbeduel med en 20-årig mand, der ikke havde noget større ønske om at tale med politiet.
- Vi havde en patrulje på Nytorv i anden anledning, da kollegerne pludselig så den 20-årige sætte i fuldt løb væk fra stedet. Det fandt de naturligvis mistænkeligt, så betjentene fik løbet gutten op, fortæller vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi.
Og så kom det ellers hurtigt for en dag, hvorfor den 20-årige var stukket af.
- Han var i besiddelse af en temmelig stor kniv i machetestørrelse - eller måske snarere Crocodile Dundee størrelse. Så den var jo klart ulovlig. Og da betjentene visiterede ham, fandt de små poser med euforiserende stoffer, som betjentene vurderede var med videresalg for øje. Så den 20-årige blev anholdt, og vi har ham siddende her på politigården, lyder det fra vagtchefen.
Han oplyser, at det søndag formiddag blev vurderet om den 20-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør, da han er kendt for lignende kriminalitet. Juristerne endte med at droppe et grundlovsforhør, så den 20-årige blev løslkadt efter endt afhøring..
Ellers har natten til søndag den sidste weekend før jul mest budt på fyldebøtter, der har fået lidt for meget indenfor vesten. Derfor har detentionen hos politiet været fyldt op det meste af natten.
- Søndag morgen havde vi fem liggende til afrusning, efter at de ikke kunne styre sig i nattelivet. De blev løsladt, da de igen kunne tage vare på sig selv, lyder det fra vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.