Blufærdighedskrænkelse

Blufærdighedskrænker på spil: Mand onanerede foran fire kvinder i løbet af en time

Politiet leder efter blotter som førte sig frem i Aalborg tidligt søndag morgen

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:Fire kvinder var udsat for en yderst ubehagelig oplevelse søndag morgen mellem kl. 4 og 5 i den centrale del af Aalborg. De mødte alle en blotter som trak bukserne ned og begyndte at onanere på åben gade. Det fortæller vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi. Politiet har en stærk mistanke om, at det er den samme mand som har været på spil.

Den første episode fandt sted kl. 04.10 i Mølleparken, hvor en kvinde mødte blotteren. Hun skyndte sig væk fra stedet og kontaktede en halv time senere politiet.

I mellemtiden fulgte manden efter en kvinde hen til en opgang i Priorgade tæt på politigården, da kvinden åbnede døren til opgangen, hvor hun bor ville manden med ind i opgangen, men det lykkedes for kvinden at få døren lukket, så manden ikke kom ind. Fra sit vindue kunne hun se manden stå ned på gaden og onanere med front mod hendes lejlighed. Manden forsvandt i retning mod Kayerødsgade. Det skete kl. 04.40. Politiet havde en patrulje i området, men manden havde held til at forsvinde.

Politiet modtog endnu en anmeldelse fra en kvinde, som mødte blotteren ved Mølleå omkring kl. 04.50, hvor han igen onanerede.

Senere på dagen fik Nordjyllands Politi endnu en anmeldelse fra en kvinde, som havde mødt en blotter, som onanerede foran hende. Denne gang var det i Steen Blichers Gade, og det var mellem kl. 04.10 og kl. 4.30 natten til søndag.

Ud fra det signalement som kvinderne har givet mener Nordjyllands Politi, at der er tale om den samme gerningsmand.

Han beskrives som 30-40 år, 160 centimeter høj, almindelig af bygning, mørk i huden. Han har et rundt hoved og mørke skægstubbe, kort mørkt/sort hår. Han var iført en rød t-shirt med hvidt/gråt print på brystet. Han bar blå cowboybukser og sorte sko.

Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner som har set manden i området mellem kl. 4 og kl. 5 søndag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.