Politi

Fire med rockerforbindelser fængslet efter kølleoverfald på 31-årig

Personer med tilknytning til Hells Angels overfaldt mand i Aalborg, ifølge politiet - nu er fire fængslet

Genrefoto: Michael Koch

Opdateret kl. 19:46

En 31-årig mand blev tirsdag aften udsat for overfald af en "større gruppe" personer med slagvåben i Aalborg. 

Politiet mener, at det var et planlagt overfald som udspringer af en intern uoverensstemmelse i det kriminelle miljø.

Gruppen af overfaldsmænd har relationer rockergruppen Hells Angels - flere af dem er fuldgyldige medlemmer af rockergruppen, oplyser politiet.

Slået med kølle

Onsdag blev fire af de formodede overfaldsmænd fremstillet i grundlovsforhør i Aalborg, sigtet for grov vold mod den 31-årige. Han blev slået med flere genstande, blandt andet et "bat" - en kølle - oplyser politiet.

Alle fire nægter sig skyldige, men blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet fire uger, oplyser anklager Laura Dehlbæk fra Nordjyllands Politi.

En af de nu varetægtsfængslede mænd kærede straks afgørelsen om fængsling til landsretten, mens de tre andre overvejer at gøre det samme.

Selv om gruppen af overfaldsmænd har relation til Hells Angels, mener politiet ikke, at overfaldet var led i en konflikt mellem bander. Det drejer sig om et mellemværende mellem nogle personer, vurderer politiet.

Den 31-årige var alene, da han blev overfaldet, og han har ingen relationer til bandemiljøet.

Planlagt overfald

Overfaldet skete tirsdag omkring klokken 22.45 ved Vor Frue Plads i Aalborg. Her måtte den 31-årig søge tilflugt i en café i Bredegade.

Og ifølge politiet var det altså ikke et tilfældigt møde.

- Det er vores opfattelse, at det var planlagt, siger politikommissær Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.

I forbindelse med overfaldet blev en 21-årig mand fra gruppen af overfaldsmænd stukket i benet. 

- Vi arbejder med en hypotese om, at den forurettede kan have forsvaret sig selv i forbindelse med overfaldet, siger politikommissæren.

Både den 31-årige og den 21-årige mand blev alvorligt skadet, men de er begge uden for livsfare.

Syv anholdte

Politiets efterforskning i løbet af natten førte til, at syv mænd blev anholdt.

Seks af de anholdte har relation til Hells Angels, og nogle af dem er fuldgyldige medlemmer, fortæller vicepolitiinspektør Niels Kronborg.

Blandt de anholdte er den 21-årige mand, der blev blev stukket i benet, der senere mødte op på skadestuen på Aalborg Universitetshospital. 

Den 31-årig mand, der blev overfaldet, er også blevet anholdt, men siden løsladt.

Da fire de anholdte mænd onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, blev dørene lukket efter ønske fra politiet. Anklageren henviste til, at der kan være medgerningsmænd på fri fod - og at politiet stadig er tidligt i efterforskningen. 

De tre mænd, som var anholdt, men ikke fremstilles, er løsladt, men sigtes fortsat i sagen.

Politi søger vidner

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der enten har set overfaldet eller andet, der kan have relation til sagen, på telefon 114.

Det kan f.eks. være en gruppe af personer eller måske køretøjer, der på en eller anden måde har vakt opsigt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden