57-årig fortsat i kritisk tilstand efter at han blev ramt af bil i nødsporet på E45

Manden blev ramt af bil i høj fart, da han befandt sig uden for sin bil i nødsporet

SVENSTRUP:En 57-årig mand fra Viborg er fortsat indlagt og i kritisk tilstand, efter at han torsdag eftermiddag blev ramt af en bil i nødsporet på motorvej E45 i sydgående retning ved Svenstrup.

Det oplyser Nordjyllands Politi fredag middag.

Uheldet skete omkring klokken 16.20, og ifølge politiet har vidner forklaret, at manden blev påkørt med mellem 80 og 100 km/t.

Den 57-årige befandt sig i nødsporet, fordi hans bil var overophedet. Manden var derfor steget ud af bilen, mens han ventede på, at familie skulle komme med noget vand til den varme motor, fortæller vagtchefen.

Flere biler opdagede manden i nødsporet og satte derfor farten ned.

- Og i eftermiddagstrafikken giver det hurtigt langsom kørsel, og pludselig kommer der en bil i nødsporet og rammer manden, fortæller vagtchef Henrik Beck.

Bilisten, der ramte manden, blev overrasket over, at trafikken pludselig stod stille. Bilisten manøvrerede ud i nødsporet for at undvige bilerne foran.

- Bilisten forsøgte så at undvige den 57-åriges bil i nødsporet. Han ramte derfor den 57-årige, der stod ved siden af sin bil, fortæller vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi, fredag formiddag.

Den 57-årige blev kørt på Aalborg Universitetshospital med såkaldt kritisk traume. De pårørende er underrettet.

Føreren af bilen, der påkørte den 57-årige, var en 35-årig mand. Han fik ingen livstruende skader i forbindelse med ulykken.

Der var efterfølgende kun et spor åben på motorvejen ved Svenstrup, og det gav en del kø. Der var igen helt åbent for trafikken ved 18-tiden.