Markant skifte i vejret på vej

Forbered dig på, at der lokalt kan komme store mængder regn

 <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Arkivfoto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:Der er et markant skifte i vejret på vej, hvis man skal tro på DMI. For efter de seneste mange dages næsten skyfrie himmel, så kan der være regn på vej mandag. Endda i store mængder. Samtidig er der et mere generelt og markant skifte i vejret på vej i ugen, der kommer.

Her varsler DMI nemlig lokale skybrud og torden i store dele af Nordjylland, mens meteorologerne har sendt en risikomelding for næsten resten af landsdelen. Læsø går nemlig fri for både varsel og risikomelding.

Konkret er det Jammerbugt, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord kommuner, hvor DMI varsler lokale skybrud og torden. Varslet gælder fra mandag klokken 13 til klokken 18 om aftenen samme dag.

Definitionen på et skybrud er, at der falder mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter, hvilket er ganske meget, normalen for maj er omkring 50 mm nedbør for hele måneden.

Når mandagen er overstået, og tordenskyerne er drevet over, så bevæger vi os videre ind i ugen, og det bliver en anderledes vejroplevelse, vi har i vente efter en tid med nærmest sommerlige temperaturer, skriver DMI.

Tirsdag og onsdag falder temperaturen til mellem 10 og 15 grader, mens vinden tager til - så efter dage med 20 grader og vinstille, så vil vejret senere på ugen godt kunne føles som en halvkold omgang.

Vejrprofeterne på Lyngbyvej i København regner dog med, at pilen peger på varmere vejr i den kommende weekend, men den prognose er stadig usikker.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.