Agent bekræfter: Makaric vender hjem til Serbien
Den serbiske angriber har ikke formået at slå igennem i AaB, så nu bliver han udlejet

Milan Makaric skal ifølge bold.dk hjem til Serbien på en lejeaftale. Foto: Claus Søndberg
AALBORG:Den serbiske angriber Milan Makaric forlader AaB og vender hjem til Serbien på en lejeftale. Det oplyser hans agent på Instagram.
Hjem er det helt rigtige ord i denne forbindelse, for Makaric returnerer til klubben Radnik Surdulica, hvor superligaklubben i sommeren 2021 købte ham. Dengang havde han netop afsluttet den serbiske sæson som topscorer med imponerende 25 mål i 38 kampe.
I AaB er det blevet til 41 kampe og 11 mål for Milan Makaric, men han har ikke fået spilletid i en betydende kamp, siden Erik Hamrén i september 2022 blev ansat som cheftræner.
I agentens opslag på Instagram takker begge de involverede klubber for, at det har kunnet lade sig gøre at lave lejeaftalen, der løber indtil sommer.
AaB, der lørdag sætter kursen mod en 12 dage lang træningslejr i Spanien, har endnu ikke bekræftet aftalen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.