Brag, bilbrand og elefanthuer i Øgadekvarteret
Efterforskning fortsætter i dag, lyder det fra Nordjyllands Politi
Opdateret kl. 12:31
Flere borgere i Øgadekvarteret i Aalborg fik formentlig en brat opvågning natten til torsdag.
Lidt i klokken fire lød der et ordentligt brag i Bornholmsgade, og det vækkede blandt andet en beboer, der straks kiggede ud af vinduet - hvor vedkommende så en bil i flammer samt to mørkklædte mænd, der løb bort fra stedet iført elefanthuer.
- De løber mod Bjørnøgade, hvor de forsvinder. Vi var selvfølgelig ud at kigge på stedet, men det er en sag, vi arbejder videre med i dag, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Martin Møller, torsdag morgen til Nordjyske.
Man har allerede vekslet et par ord med bilens ejer, men politiet kan endnu ikke oplyse meget i sagen.
- Men det er klart, at når der er brag, en bil i flammer og mænd i elefanthuer, så har vi selvfølgelig en hypotese om, at der er tale om en påsat brand, siger vagtchefen.
I løbet af dagen skal det også undersøges, om de formodede gerningsmænd eventuelt er blevet optaget på overvågningsvideo.
Bilen er totalt udbrændt.
- Lugtede af røg
Nordjyske har været i kontakt med en beboer i Øgadekvarteret, der fortæller, at han var en kende chokeret over nattens hændelser:
- Jeg vågnede, fordi der lugtede af røg i min lejlighed. Så jeg blev selvfølgelig chokeret, da jeg først troede, at der var ild i lejligheden - inden jeg fandt ud af, hvad der var galt, siger Kasper Bruunstrøm, der bor i Sjællandsgade.
- Jeg håber, politiet finder ud af, hvad der er sket, siger Kasper Bruunstrøm, der ikke fik lukket et øje efterfølgende.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.