Mette F. på lynvisit: Der skal flere betjente på gaden og i lokalsamfundet

Statsministeren havde basser med, da hun torsdag besøgte politigården i Aalborg for at få input til de kommende forhandlinger om et nyt politiforlig

Foto Lars Pauli

Foto Lars Pauli

AALBORG:Politiet skal tættere på borgerne, og derfor skal der flere betjente på gaden, og der skal være flere nærstationer.

Så klart lød det, efter statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag morgen havde været på lynvisit hos Nordjyllands Politi i Aalborg.

Her havde statsministeren ønsket at få en snak med en håndfuld forebyggelsesbetjente - eller lokalbetjente - for at få inputs forud for de kommende forhandlinger om et nyt politiforlig.

- Vi står overfor at skal lave en ny flerårsaftale for det danske politi. Jeg skal nok få ledelsens input, når vi går i gang med at forhandle politiets økonomi, men jeg vil gerne ud at tale med nogle betjente, der f.eks. er på Nytorv i Aalborg, som er i Aalborg Øst, som ved hvad der rør sig, og som kan fortælle mig, hvad der ikke fungerer i de nuværende rammer, sagde statsministeren efter mødet på politigården.

Og det var ikke tilfældigt, at det var forebyggelsesbetjentene, der fik mulighed for at drikke kaffe og spise basser sammen med statsministeren.

Regeringen ønsker nemlig at gøre op med den centralisering, som har præget politiet de seneste år.

- Betjentene siger én ting, som jeg synes er rigtig vigtig, og som jeg også vil opfordre mine politiske kolleger til at høre efter, og det er, at vi er nødt til at have et politi, der er tættere på borgerne. Et politi som er til stede, hvad enten det er i de mindre bysamfund eller i Aalborg, hvor der er behov for flere betjente der er til stede ude i boligkvartererne, siger statsministeren og tilføjer:

- Den lokale forankring er vi nødt til at få til at stå skarpere.

Behov for nærstationer

De seneste år - især efter terrorangrebet i København og flygtningestrømmene - har fokus nærmest været helt modsat.

Nærstationer er blevet lukket over hele landet, og politiet har samlet sig i større og mere specialiserede enheder, der er mere slagkraftige for at være mere beredte på blandt andet terrorhandlinger og andre større hændelser, organiseret kriminalitet og eventuelle nye flygtningestrømme.

I Nordjylland har det betydet, at nærstationerne er blevet lukket, og politiet i dag kun kører ud fra Hjørring, Frederikshavn, Hobro og Aalborg.

Men centraliseringen er blevet for stor, og der er behov for at rykke mere politi ud i lokalområderne, mener statsministeren.

- Jeg kommer ikke til at sætte tal på, hvor mange politistationer vi skal have, men min egen erfaring som justitsminister og det, jeg ret entydigt hører fra betjentene, er, at der er blevet for få nærstationer. Hvor mange vi så præcis skal have, er så noget vi må diskuttere, og også hvilke opgaver der så skal lægge der. Men jeg hører meget efter, hvad betjentene siger, og hvis man skal forebygge kriminalitet og være hurtig til at efterforske, så er man nødt til at være til stede i lokalsamfundet, for det er der, øjne og ører er, siger Mette Frederiksen (S).

Mette F.: Flere betjente på gaden

20. november sidste år, holdt NORDJYSKE Medier i samarbejde med Midtbyens Samråd et dialogmøde, hvor temaet var tryghed i Aalborg ovenpå en række blufærdighedskrænkelser og overfald i nattelivet.

Her var det store ønske fra de fremmødte, at der kom mere synligt politi på gaden. Og det ønske, vil Mette Frederiksen gerne opfylde.

- Vi er jo i den fantastiske situation i Danmark, at borgerne godt kan lide politiet, og godt kan lide, når de er til stede. Så det korte svar er, at jeg vil også have flere betjente ud på gaden, siger statsministeren.

Det tidligere politiforlig udløb ved udgangen af 2019, og regeringen har valgt at udskyde forhandlingerne for at få mere tid til at analysere de udfordringer, politiet står over for.

Justitsminister Nick Hækkerup har dog tidligere løftet sløret for, at han blandt andet ønsker at bruge 1,2 milliarder på politiet, hvoraf nogle af pengene bruges på at uddanne 150 flere betjente.

Betjente var glade for besøg

Hos Nordjyllands Politi var man både overrasket og glad for, at landets statsminister lagde turen forbi, for at få gode råd med på vejen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at de seneste par år har været en rutsjebanetur at være ansat i politiet i forhold til de udfordringer, vi har haft. Det er desværre også gået ud over det borgernære politi. Så vi er glade for og stolte over, at hun ville have vores besyv med, siger politiassistent Preben Klitgaard fra forbyggelsesafdelingen i Aalborg, der var med til mødet.

Han er ikke i tvivl om, at politiet har brug for at vende tilbage til det mere borgernære og forbyggende arbejde - og det fik han også sagt til statsministeren.

- Efter Krudttønden og flygtningestrømmen har vi også været draget ind i de nye opgaver. Vi har stået vagt og været ved grænsen, hvor man mere trækker i den skudsikre vest, fordi det er det, der er brug for. Det har vi været kede af, for vi synes jo, at vores arbejde er noget af det vigtigste ved politiarbejde. Men vi har også været nødt til at følge med tiden, men vi håber med statsministerens besøg, at der er bedre tider på vej, siger han og tilføjer:

- Der skal nogle flere betjente ud i lokalsamfundene til de bløde opgaver, til at tale med de unge og sørge for, at de ikke kommer ud i kriminalitet. Det fik jeg sagt til hende, og det nikkede hun til. Jeg tror heller ikke, at det kom som den helt store overraskelse for hende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.