Mette vil have sin reform, og det skal hun nok få. Hun har både meningsmålinger og folkestemning med sig

Banker og de rigeste skal betale for pension til de, der har knoklet, siden de var teenagere.

Tirsdagens pressemøde lød som socialdemokratisk classic og klassekamp light. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Tirsdagens pressemøde lød som socialdemokratisk classic og klassekamp light. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Havde der stået askebægre og Hof på bordet, havde minister-panelet været klædt i halv-nussede tweed-habitter, og var det sendt på uskarpt sort-hvid tv, så havde billedet passet til ordene. For de lød som nogen, der var hentet fra et andet årtusinde, hvor alting var anderledes.

Det var store ord fra en forsvunden tid, da Mette Frederiksen holdt tale på slagteriet i Horsens. Hun talte om arbejdere, ulighed og solidaritet på en måde, som ingen danske statsministre har gjort siden murens fald.

For nok var de hjemmelavede plancher fra Anker Jørgensens tid erstattet af powerpoint, og ministertøjet var ikke hentet i den lokale biks, men bortset fra det var det både socialdemokratisk classic og klassekamp light. Det bliver nemlig bankerne og de rigeste, der skal op med de 3,1 milliarder kroner til de danskere, der har været på arbejdsmarkedet før deres teenagetid sluttede.

- De har knoklet. De har bygget det her velfærdssamfund op. De har aftjent deres værnepligt. De skal have ret til at trække sig tilbage, lød det fra Mette Frederiksen, da det endelig var tid til at fortælle om planerne for Arne. Han - og alle andre - der har arbejdet i mere end 42 år skal have lov til at gå tidligere på pension end andre, for de fortjener også nogle gode år efter fyraften.

Reformen er vigtig for statsministeren - det var et af ganske få løfter, hun gav i valgkampen - og hun virker overbevist om, at hun den nok skal blive vedtaget.

I sidste ende kan hun selvfølgelig true med at udskrive valg, hvis processen skulle blive for bøvlet, men den udgang er ikke videre sandsynlig. For det var også tydeligt, at Mette Frederiksen var ganske bevidst om, at forslaget er en vindersag. Der vil - sagde hun - komme kritik fra økonomer, lederskribenter og opposition, men det lød unægteligt som om, at kritikken ikke kommer til at flytte meget mere end detaljer.

- Der er en meget, meget bred folkelig opbakning, fastslog hun bagefter, og det udsagn er der ingen grund til at betvivle.

Alle kan forstå, at der er en grænse for, hvor længe et menneske kan stå på murerstigen eller ved fileteringsbåndet på fiskefabrikken, og det er ikke nogen gavebod at sætte grænsen ved 42 år. At placere regningen hos bankerne og de rigeste vil der også være en del, der finder aldeles rimeligt.

At det forholder sig sådan ved de øvrige partier naturligvis godt - dog med en mulig undtagelse i Venstre, hvor formanden kalder det økonomisk uansvarligt. Det er det måske også, men man kan ikke regere et land efter et regneark. Kigger man kun på tal, er det indlysende nødvendigt at lade pensionsalder følge levetid. Sådan har det været siden velfærdsforliget i 2006, nationens budget - altså det helt store - er i dag sat op efter, at den gennemsnitlige dansker kan få 14,5 år på pension.

Skal vi have flere år på fællesskabets regning er der kun en mulighed: At finde pengene et andet sted, og hvis der skal kappes yderligere af pensionsalderen vil det uundgåeligt ramme andre områder af velfærdsstaten. Nok er vi et rigt land, men pension til stadig flere ældre er et tiltag af den slags, der virkeligt trækker på kontoen.

Men lande regeres ikke af regneark. De regeres af folkestemninger, og den slags bekymrer sig sjældent unødigt om den store bundlinje. Problemet for Ellemann og andre modstandere er bare, at det er åbenlyst, at folket ikke er begejstrede for at skulle arbejde til efter 70-års-dagen.

Derfor kunne det godt se ud, som om reformen bliver til virkelighed - forhandlingerne bliver der selvfølgelig, der vil ikke mange indvendinger, og der skal nok komme ændringer. Men i sidste ende har Mette Frederiksen både folkestemning og meningsmålinger på sin side.

Den største risiko for utilfredshed handler heller ikke om, at det bliver for dyrt. Tværtimod, for der vil være mange, der havde sat snuden op, efter at de også vil være omfattet af reformen. En undersøgelse fra sidste år viste, at hver femte dansker mente, at de skulle omfattes af en kommende reform.

Mange vil være skuffede, for nedslidning kommer i flere udgaver. Hvad med skolelæreren, der uden problemer kan cykle 10 kilometer til arbejdet, men bare ikke orker flere børn. IT-manden, der begyndte dengang computere kun kom i den stationære udgave, men nu skal agere på et helt andet niveau, eller de tusindvis af varme hænder, der også har knoklet i mange år.

Man behøver næppe 42 år som sosu-assistent for at føle sig temmelig slidt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.