AaB

Millioninvestering i AaB har betalt sig: - En gave til Superligaen

I august 2020 blev der anlagt en ny form for bane til Superligaspillerne i Aalborg. Den nye bane får stor ros

Arkivfoto: Martel Andersen

Arkivfoto: Martel Andersen

En gave til Superligaen.

Så klart beskriver AaB’s Jakob Ahlmann den nye hybridbane, som blev anlagt før sæsonstart på Aalborg Portland Park.

Søndag spiller det nordjyske flagskib den 11. hjemmekamp i Superligaen, siden græsset blev lavet om til hybrid. Banen, der kostede mellem fem og fem og en halv million at lave om, har ikke skuffet venstrebacken.

- Jeg synes, at hybridbanerne har været en gave til Superligaen. Det er ikke fordi, der er dårlige kunststofbaner, men folk er generelt til det rigtige græs. Det er man vant til. Kunststoffet kan godt give en form for lidt falsk fornemmelse, fordi det bliver for kunstig at spille på, siger Jakob Ahlmann.

Især den måde, som en hybridbane kan holde til vinterens vind og vejr, har imponeret.

- Efter den hårde vinter kommer den især til sin ret. Det er en flot bane, de har præsteret at lave. Det sætter vi rigtig meget pris på, for den har været god, fin og fast, og så har den kunnet klare sig igennem vinteren. Det er rigtig rart at komme ud på en god bane, selvom vejrforholdene generelt har været hårde ved banerne.

AaB er ikke den eneste klub i Superligaen, som er gået over til hybridløsningen. Nordjyderne, AGF og FC København fik i 2020 anlagt hybridbaner, mens Brøndby havde det i forvejen. Resten af Superligaens klubber spiller på græsbaner med undtagelse af FC Nordsjælland, som har en fuld kunststofbane.

Rent teknisk vil en hybridbane sige, at det er en blanding mellem almindeligt græs og en lille mængde kunstfibre. Banen er bygget op omkring et bionedbrydeligt stabiliseringstæppe, som slår rødder, mens det fletter sig med selve græsset, som sås ovenpå.

I det lidt større perspektiv kan Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford, og Real Madrids hjemmebane, Santiago Bernabéu, nævnes som hybridbaner.

I videoen herunder kan du på 60 sekunder se, hvordan det så ud, da græstæppet blev skiftet.

Kontrast til skrækeksemplerne

Flere kampe på denne side af nytåret har været med stort fokus på banernes beskaffenhed. Senest mærkede AaB-spillerne det selv, da de var på besøg i Vejle.

Her lignede græstæppet ikke noget, der var egnet til fodbold, mener Jakob Ahlmann.

- Det var jo et skrækeksempel i Vejle. Det er jo nærmest en skændsel for fodbolden med de forhold. Det er rigtig ærgerligt for seerne, fordi det giver en omgang rodet fodbold med tilfældigheder, som egentlig godt kan undgås. For os betyder det meget, at vi har en plan bane.

Alligevel lykkedes det for AaB at tage sejren, hvor også Jakob Ahlmann scorede et flot langskudsmål. Det mål er senere blevet kåret til 21. rundes bedste mål i Superligaen.

På trods af resultatet ser Ahlmann dog frem til igen at kunne betræde hybridbanen i Aalborg.

- Det er ikke fordi, vi kun kan spille langs jorden, men det gør den måde, vi gerne vil spille på, nemmere, fordi banen står så godt. Det er vigtigt, at vi har en hjemmebane i Aalborg, som er til at spille på.

Jakob Ahlmann under AaB's seneste hjemmekamp på Aalborg Portland Park, hvor banen viser sig fra sin gode side. Foto: Henrik Louis

Jakob Ahlmann under AaB's seneste hjemmekamp på Aalborg Portland Park, hvor banen viser sig fra sin gode side. Foto: Henrik Louis

Banen i Vejle egner sig ifølge Jakob Ahlmann ikke til fodbold i Superligaen. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Banen i Vejle egner sig ifølge Jakob Ahlmann ikke til fodbold i Superligaen. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Hybrid er fremtiden

På stadion i Aalborg er hybridbanen fremtiden, og det tror den 30-årige back også, at den slags bane er i resten af Danmark.

Men alligevel må det rigtige græs ikke forlade Superligaen helt.

- Jeg synes, at hybridbaner er den rigtige vej frem. Jeg er en af dem, der ikke er tilhænger af kunststofbaner som kampbaner i Superligaen. De er fine om vinteren og til træningskampe, men jeg vil altid hellere spille på græs. Hybrid gør, at man kan forene de to ting og stadig have fornemmelsen af, at det er græsset, man spiller på. Derfor er jeg rigtig vild med hybrid, når vi har det klima og de forhold, som vi har i Danmark, siger Jakob Ahlmann.

Det er dog ikke kun spillerne på banen, der får fordel af, at banen er i god stand året rundt.

- Vi sætter stor pris på det som spillere, og det tror jeg også, at tilskuerne kommer til, når de kommer tilbage på stadion. Banen står snorlige i resten af sæsonen, og det får stor indflydelse på kampene.

Aalborg Portland Park er stedet, hvor Ahlmann og resten af AaB-truppen søndag skal forsøge at sikre en plads i top 6. Det er dog ikke ligetil, for selv med en sejr er klubben afhængig af andre resultater.

Læs mere om det her:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.