Møllgaard er formentlig sluppet billigt fra knæskade
Intet tyder på, at Henrik Møllgaards knæskade er alvorlig ifølge Aalborg Håndbold-direktør
Det gav anledning til store bekymringer i Aalborg Håndbold-lejren, da Henrik Møllgaard mandag aften måtte udgå efter bare 12 minutter i sejren mod Århus Håndbold.
Forsvarsklippen fik et vrid i knæet efter en kollision med Århus-spilleren Sebastian Henneberg, men skaden ser ikke ud til at være så slem, som man kunne have frygtet.
Henrik Møllgaard er tirsdag blevet undersøgt og ultralydscannet, og ifølge direktør i Aalborg Håndbold Jan Larsen er der ikke noget, der tyder på, at skaden er af alvorlig karakter.
– De første indikationer tyder heldigvis på, at det ikke er så slemt, som frygtet. Han har fået et ordentligt skrub på ledbåndet, men det virker til, at han er sluppet billigt, siger han.
Tirsdag eftermiddag skal Henrik Møllgaard MR-scannes. Resultaterne af den scanning får han først i løbet af de næste par dage, og først der kan omfanget af skaden slås fast.
– Vi ved ikke noget, før vi har fået resultaterne fra MR-scanningen. Men i forhold til i går da jeg så tv-billederne og sad med hjertet oppe i halsen, er jeg heldigvis mere fortrøstningsfuld nu, siger Jan Larsen.
Det er endnu uvist, hvor lang tid Henrik Møllgaard forventes at sidde ude. Men det er helt sikkert, at han misser lørdagens kamp mod Füchse Berlin, fastslår Jan Larsen.
– Lige nu har han rigtig ondt. Men hvor lang tid det tager ham at komme ovenpå igen, må tiden vise, siger Jan Larsen.