Påkørt af en bil

Mors mareridt: Flugtbilist påkørte Louises nyfødte søn, der lå i barnevogn

28-årig fik sit livs chok efter indkøbstur i City Syd

Louise Lehmann Nielsen ved den barnevogn, som har tydelige spor efter påkørslen i den ende, hvor den lille søns hoved plejer at ligge. Foto: Torben Hansen

Louise Lehmann Nielsen ved den barnevogn, som har tydelige spor efter påkørslen i den ende, hvor den lille søns hoved plejer at ligge. Foto: Torben Hansen

AALBORG:28-årige Louise Lehmann Nielsen er efter en nat på sygehuset stadig chokeret efter den oplevelse, hun havde tirsdag eftermiddag i et kryds ved Nibevej og Letvadvej i Aalborgs sydlige bydel, Skalborg.

Her var hun ved 14.20 tiden udsat for enhver forælders mareridt, da barnevognen med hendes fem uger gamle søn i barnevogn blev påkørt af to mænd i en sølvgrå stationcar.

Bilen og de to mænd forsvandt efter påkørslen fra stedet i høj fart og efterlod en rystet nybagt mor tilbage med en ødelagt barnevogn og en lille søn, der var blevet rystet ned i den anden ende af barnevognen.

- Vi havde været ude at handle i City Syd og er så på vej hjem. Jeg ser godt bilen kommer i krydset, og jeg ser også, han kommer med høj fart. Jeg når bare at tænke "han ser os ikke", før hans højre front rammer ind i siden på barnevognen, fortæller den unge mor.

Hun fandt de helt særlige kræfter, mødre har, når det gælder, og hun formåede at holde så godt fat i barnevognen, at den ikke fløj hen ad asfalten og væltede.

Stellet på barnevognen er slået skævt efter påkørslen, og betjente fra Nordjyllands Politi måtte køre den hjem efter den dramatiske hændelse. Privatfoto

Stellet på barnevognen er slået skævt efter påkørslen, og betjente fra Nordjyllands Politi måtte køre den hjem efter den dramatiske hændelse. Privatfoto

Mens flugtbilisten var over alle bjerge, fik Louise Lehmann Nielsen hjælp af to andre mænd, der stod i nærheden og havde hørt braget fra påkørslen.

- Og så havde de hørt, jeg stak i et skrig. De kom løbende og hjalp mig med at få samlet alt fra barnevognen op, fortæller Louise Lehmann Nielsen, som også fortæller, at barnevognen er ødelagt.

- Stellet er slået helt skævt, fortæller hun.

Nordjyllands Politi kom hurtigt til ulykkesstedet og optog rapport. Betjentene kørte den ødelagte barnevogn hjem til Louise Lehmann Nielsens bopæl, mens hun selv og den lille baby tog ind til Akutmodtagelsen på Aalborg Universitets Hospital, hvor mor og søn blev indlagt til observation på børneafdelingen.

Den lille dreng på fem uger blev indlagt til observation på Aalborg Universitetshospitals børneafdeling efter påkørslen. Privatfoto

Den lille dreng på fem uger blev indlagt til observation på Aalborg Universitetshospitals børneafdeling efter påkørslen. Privatfoto

- Han er undersøgt fra top til tå. Han har det fint, men når han er så lille, tager de ikke nogen chancer efter sådan en rystetur, han har fået. Deres organer holder jo ikke til helt det samme som vores, siger den nybagte mor, der også havde svært ved at sove på sygehuset.

- Det kunne jeg slet ikke. Tankerne om, hvad der kunne være sket, kørte rundt i hovedet på mig, fortæller Louise Lehmann Nielsen.

På sygehuset fik de selskab af den lille drengs mormor, og hun fulgte også med hjem, da mor og søn blev udskrevet onsdag morgen.

Louise Lehmann Nielsens lille søn, der blev født 22. januar, blev tirsdag undersøgt fra top til tå på Aalborg Universitetshospitals børneafdeling. Onsdag morgen kunne han udskrives sammen med sin mor efter en grim forskrækkelse. Foto: Torben Hansen

Louise Lehmann Nielsens lille søn, der blev født 22. januar, blev tirsdag undersøgt fra top til tå på Aalborg Universitetshospitals børneafdeling. Onsdag morgen kunne han udskrives sammen med sin mor efter en grim forskrækkelse. Foto: Torben Hansen

Nu fortsætter barselsorloven, mens politiet efterforsker sagen og håber på at finde overvågningsbilleder fra området eller høre fra vidner, der bringer dem på sporet af flugtbilisten.

Tilbage sidder en rystet og vred Louise Lehmann Nielsen.

- Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvordan man bare kan køre væk, når man har ramt en barnevogn - eller uanset hvad man har ramt. Jeg håber virkelig, de sidder med så dårlig samvittighed og en dårlig smag i munden. Og jeg håber, de melder sig selv og siger undskyld. Det, de har gjort, kan ikke undskyldes, men det håber jeg alligevel, de vil være voksne nok til at gøre, siger hun.

I jagten på informationer om påkørslen og flugtbilisten foreslog Nordjyllands Politi ifølge Louise Lehmann Nielsen, at hun lavede et opslag på Facebook om sagen.

Det gjorde hun kl. 19.51 i aftes, og det har på rekordtid flere tusinde reaktioner, kommentarer og delinger. Hvis flugtbilisten sidder derude og mærker jorden brænder under sig, er det med god grund.

Nordjyllands Politi sendte onsdag eftermiddag en pressemeddelelse ud, hvor de skriver, at de leder efter føreren og eventuelle vidner, der kan have set noget.

- Vi tager sådan en sag alvorligt, og vi har blandt andet foretaget afhøringer af vidner på stedet, ligesom vi undersøger mulig videoovervågning i området. Men vi har brug for oplysninger fra borgere, siger politikommissær Michael Karstenskov.

Politikommissæren opfodrer også bilisten til at melde sig selv.

- Vi har brug for at afhøre bilisten for at kunne belyse hele forløbet, og herunder skal vi afgøre, hvad vi eventuelt kan rejse sigtelse for, siger han.

Nordjyllands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner på telefon 114.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Louise Lehmann Nielsen og hendes 5 uger gammel baby, blev tirsdag eftermiddag påkørt af en flugtbillist ..

Du kan læse Louise Lehmann Nielsens Facebook-opslag her:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.