Motorcykel væltede i tunnel: Et spor var spærret

Tre-fire biler desuden impliceret i harmonikasammenstød også i tunnelen i forbindelse med uheldet

Jens Hukiær
Arkivfoto
Færdselsuheld 19. juli 2019 15:48 - Opdateret 19. juli 2019 16:57

AALBORG: En motorcyklist væltede klokken 15.29 i Limfjordstunnelens nordgående rør.

Omtrent samtidig skete der et harmonikasammenstød. Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

- Vi har endnu ikke helt styr på, i hvilken rækkefølge de to uheld skete. Men i hvert fald så holdt de bulede biler i andet spor, og motorcyklen var væltet, forklarer vagtchefen om uheldet, der skete på et absolut træls tidspunkt.

- Men der var kun spærret et enkelt spor i cirka 20 minutter, og Falck var superhurtigt fremme og fik fjernet motorcyklen, hvis styr sad helt på tværs, fortæller Karsten Højrup Kristensen.

De øvrige bulede biler, der selv kunne køre, blev beordret ud af tunnelen og holdt så i nødsporet ved borgmestersvinget, hvor de så kunne afgive deres forklaringer til politiet.

Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med uheldet.

Men der dannede sig lynhurtigt kø helt ud til Th. Sauers Vej, og ifølge vagtchefen ville det typisk tage cirka halvanden time før en sådan kødannelse igen ville være opløst.

Karsten Højrup Kristensen forsikrer, at politiet hele tiden har fokus på at få ryddet tunnelen hurtigst muligt, og specielt efter det seneste uheld, hvor kommunikationsbrister forlængede køtiderne til op mod fire timer i forbindelse med et uheld i tunnelen.

- Vi har ekstra-ekstra fokus på det lige nu, og alle samarbejdspartnere agerede super hurtigt, så det gik super hurtigt, og det var jo dejligt, lyder det fra vagtchefen.

Trafikken kørte under oprydningen hele tiden i to spor.

Klokken 16.04 var tunnelen ryddet, og trafikken kørte igen i alle spor, men at bilisterne kunne stadig forvente længere køretid i nordlig retning.

- Vis venligst hensyn og forsat god weekend og god ferie til dem der er på vej, lyder hilsenen fra politiet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...