Rubjerg Knude Fyr

Murer-Kjeld indviede nyt Rubjerg Knude-fyr

Elever på Tech-College har bygget miniaturefyr, som oprindeligt skulle placeres på det gamle fyrs placering

Murer-Kjeld indvier det nye Rubjerg Knude Fyr. Foto: Tech College

Murer-Kjeld indvier det nye Rubjerg Knude Fyr. Foto: Tech College

AALBORG:Et nyt fyr til Rubjerg Knude, som dog aldrig kommer til at stå på knuden. Det blev fredag eftermiddag indviet på Tech College i Aalborg af manden, der flyttede det gamle fyr væk fra den farefulde plads yderst på knuden sidste år - nemlig Murer-Kjeld.

Det var oprindeligt meningen, at det nye fyr, som er bygget af elever på Tech-College, skulle stå på det gamle fyres oprindelige plads, så myndigheder og interesserede i almindelighed kunne opleve det styrte i havet, når havet om føje år har gnavet yderligere i kysten ved Rubjerg.

Dermed skulle det synliggøres, hvor lang tid der ville være gået, før det oprindelige fyr ville være faldet i havet - hvis altså ikke Murer-Kjeld og hans medarbejdere havde fået det flyttet.

Cirka syv meter højt er mini-fyret. Foto: Tech College

Cirka syv meter højt er mini-fyret. Foto: Tech College

- Det er simpelthen så flot, og jeg er imponeret over det arbejde, som I udfører her på Tech-College. Nu var jeg jo selv så heldigt at have nogle af jeres murer-elever med oppe og reparere lidt på fyret ved Rubjerg Knude, da vi havde flyttet på det, og det er altid en glæde at se, hvordan de unge mennesker går op i at gøre et godt stykke arbejde, sagde Kjeld Pedersen til Tech-Colleges hjemmeside techcollege.dk, efter at han havde skåret arbejdsbåndet, der gjorde det ud for den røde snor, over.

Der har været involveret elever fra flere af linjerne på Tech-College: Selvfølgelig murere, der har bygget det syv meter høje fyr, men også elektrikerelever, der har illumineret fyret, grafisk designelever har været inde i fasen med at tegne minifyret, før det blev bygget, og så har mediegrafikere sørget for indvendig udsmykning af det nye tårn.

Det skulle oprindelig være bygget på stedet på Rubjerg Knude, men det satte corona-situatonen en stopper for, så derfor er det blevet bygget i murerhallen ved Praktikcentret på Tech College.

Praktikcenterchef Per D. Kristensen var ved indvilsen stolt over sine elever:

- Det her er jo en arbejdsplads for de elever, der ikke lige har fået en læreplads endnu. Så uanset om de kommer med Kjeld op og reparerer et gammelt fyr eller de samarbejder på tværs af deres fag om at bygge et helt nyt fyr her i hallen, så giver det dem en vigtig indsigt og erfaring, lød det på Tech-Colleges hjemmeside fra Per D. Kristensen

Murer-Kjeld beundrer tårnet. Foto: Tech College

Murer-Kjeld beundrer tårnet. Foto: Tech College

- Det er næsten synd at tænke på, at det "bare" skal rives ned igen på et tidspunkt. Men det lader sig ikke rigtigt gøre at flytte det, når nu det ikke bare er utroligt tungt - det er kvalitet jo - men også for højt til at komme ud af porten i bygningen, lød det.

Murer Kjeld kom med yderligere ros til eleverne:

- Jeg ville ellers gerne lige have haft det med hjem i haven. Men jeg er jo nok nødt til at have et stykke af gulvet med også så, kommenterede Kjeld Petersen, da han så resultatet af praktikcenter-elevernes hårde arbejde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.