Når en drømmesanger synger om at elske alene

Jens Unmack,

Musikkens Hus

For 33 år siden da Love Shop debuterede, med deres altmodisch popromantiske mesterlige debut ”1990”, havde de fleste nok forsvoret at sangskriver, tekstforfatter og forsanger Jens Unmack nogensinde skulle fylde to timer ud med blot sin guitar og stemme.

Især Unmack selv, da Love Shop dengang var nødt til at bede Lars H.U.G om at synge på demoerne, så usikker var Jens Unmack på sin egen stemme.

Flere gange fredag aften sad man og tænkte på Morrissey, ikke fordi der blev serveret yderliggående politiske budskaber, overdreven indignation eller selvynk på recept. Men både fordi vi i den helt nøgne version af himmelsmukke ”Fuck Min Højdeskræk” kan høre The Smiths melodistrukturer og fordi Unmack nu, ligesom Morrissey som vokalist ikke har karrierens tidlige begrænsninger.

Tværtom, så er der kraft, sikkerhed og overbevisning i hver strofe. Og hvor det befriende at høre en sanger, hvor hver enkelte ord der bliver sunget, fremstår klart og tydeligt. Og når man som Jens Unmack i mere end tre årtier har sat standarderne for hvordan dansksprogede tekster, hvor der er tænkt over hvert eneste ords poetiske betydning og meningsfuldhed, bør være. Så er det en essentiel ting.

Der er noget med formatet, når kunstnere nedjusterer deres set-up til det absolut minimale. Især fordi Love Shop og til deles også Unmacks solo-univers kommer i en instrumental maskinpark og en produktion der som på Love Shops seneste album ”Levende Mænd I Døde Forhold” går efter den isende kolde stemning til at komplementere det tematiske.

Det er endnu til gode at opleve, at de spartanske arrangementer som fredag aften med Jens Unmack eller med andre kunstnere kan holde til en spilletid på to timer. Dertil bliver variationen og mulighederne for indskrænket. Især når der kun er en akustisk guitar som arbejdsredskab.

Men hvad formatet til gengæld kan, er at hive os ind i deres ophav, i deres undfangelse og det er en stor oplevelse at især høre sangene fra de seneste to Love Shop albums, der i deres oprindelige filmiske nordic noir-univers har pakket melodierne fint ind. Så fint ind. Her, kun flankeret af en guitar, kan vi dog høre at romantikeren og musikprofessoren Jens Unmacks sange stadigvæk hviler på de samme skønne melodiske grundprincipper. Der bliver ført nyt liv og mening ind i en formidabel ”British Racing Green” og ”The Troubles”.

Evergreenen ”En Nat Bliver Det Sommer” klarede dogmatikken, ”Love Goes On Forever” med dens oprindelige beatdrevne fremdrift, haltede sig lidt mere igennem. Solosangene er skåret lidt mere til rammerne og betingelserne, og netop derfor er det ikke en overraskelse, at ”Skovens Dybe Stille Ro” er aftenens højdepunkt.

En sang der fortjener sin egen plads og gade i dansk musikhistorie, men som lider under at dagjobbet med Love Shop ikke giver den plads til at flyve højere.

Unmack gjorde hvad han kan, der mutters alene i scenelysets skær, en fredag aften for at opildne publikum. Men, hvis festens sendebud virkelig skal kimes ind, så skal Love Shop holdet stå bag ham. Gerne i Musikkens Hus øverste sal, næste gang Aalborg vil have besøg.

Men vi fik da både (ubehjælpsomme) klapsalver og skæve grin på de selvironiske historier fra scenekanten.

Der er langt til pensionen for Jens Unmack og Jens Unmacks sange. Heldigvis.