Transportrør til cement påkørt - risiko for nedstyrtning

Lastbil påkørte betonoverføring, der bærer transportrør over Rørdalsvej - vej spærret formentlig et døgns tid endnu

Den kraftige betonbro er faldet et par meter ned og kan styrte ned, vurderer politiet. Rørene vil dermed knække helt over. En kran fra BMS blev tilkaldt for at hæve betonbjælken fra vejen. Foto: Henrik Bo

Den kraftige betonbro er faldet et par meter ned og kan styrte ned, vurderer politiet. Rørene vil dermed knække helt over. En kran fra BMS blev tilkaldt for at hæve betonbjælken fra vejen. Foto: Henrik Bo

AALBORG:En lastbil ført af en 77-årig chauffør har på Rørdalsvej i Aalborg påkørt en omkring 20 meter lang betonbjælke, der bærer transportrør til cement over Rørdalsvej ud for nummer 44.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Uheldet skete kort før klokken 12 fredag middag, og Rørdalsvej blev omgående spærret af, da politiet vurderer, at der er risiko for, at den mange tons tunge betonbjælke med røroverføringerne kan styrte ned.

- Vi kan ikke give nogen umiddelbar tidshorisont på, hvor lang tid spærringen kommer til at vare. Måske det næste døgns tid i hvert fald. Nu er der iværksat en understøtning af betonbjælken. Ligeså snart vi har sikkerhed for, at den understøtning kan bære, så åbner vi selvfølgelig for trafikken igen, siger vagtchefen.

- Vi skal have en sagkyndig person til at foretage den vurdering, så vi kan åbne for trafikken, men der er vi slet ikke endnu, fastslog Karten Højrup Kristensen ved 15-tiden fredag.

Vejen er helt spærret, og Aalborg Kommune har været ude at sætte skilte op med omdirigering af trafikken, ligesom det også har været nødvendigt at lave ændringer i de ruter, som busserne kører i området.

Den 77-årige chauffør havde glemt at sænke en kran på sin lastbil, og derfor ramte han betonbjælken.

Chaufføren er blevet afhørt af politiet.

- Og så vil der senere blive taget stilling til, om og i givet fald hvilke sigtelser, der skal rejses mod chaufføren. Der var ikke tale om sprit involveret, men kun en forglemmelse fra chaufførens side, understreger Karsten Højrup Kristensen.

Ingen er kommet til skade ved uheldet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.