Nordjysk firma vinder patentsag om p-skiver
Vinder en retssag over konkurrenten, der selv kalder sig "verdens førende" indenfor p-skiver
Andersen-Group i Frederikshavn - der har firmaet Samatech - har fået medhold i Sø- og Handelsretten i, at Danmarks ubetinget største forhandler af p-skiver, har krænket Frederikshavn-virksomhedens patent.
Det oplyser Andersen Group i en pressemeddelelse.
Det er firmaet Needit Denmark ApS i Hvidovre - der også er kendt som ParkOne - der er dømt for at have kopieret en p-skive udviklet af brødrene Mads og Søren Andersen fra Frederikshavn.
Ideen til opfindelsen opstod, efter at Mads Andersen i 2012 fik en parkeringsafgift på en parkeringsplads i Frederikshavn, fordi hans p-skive var løbet tør for batteri.
Brødrene udviklede derfor en p-skive, der er udstyret med solcelleteknologi, efterfølgende søgte - og fik - de patent på p-skiven.
Så det på hjemmesiden
P-skiven kom til at hedde Park Solar.
- Da jeg 28. august 2023 læste om Park Lite Solar på Needits hjemmeside, var beskrivelsen nærmest én til én i forhold til vores beskrivelse af Park Solar. Ja, selv navnet er jo nærmest det samme som vores, siger Søren Andersen i pressemeddelelsen.
De to p-skiver ligger side om side i mange butikker.
Sø- og Handelsretten har nu afgjort, at Needit krænker Andersen-Groups rettigheder i forhold til Park Solar.
50 gange større overskud
Needit skal nu betale 825.824 kroner i sagsomkostninger til Andersen-Group.
- Det dækker ikke alle vores udgifter i sagen, men vigtigst af alt, skal de nu fjerne Park Lite Solar fra det danske marked, og det holder vi selvfølgelig øje med sker, siger Søren Andersen.
Needit er Andersen-Groups største konkurrent på det danske og europæiske marked for p-skiver.
Needit har den største markedsandel, og Hvidovre-firmaet har et overskud, der er 50 gange større end Andersen-Group. De seneste tre år har overskuddene været på 36, 37 og 33 millioner kroner.
Selv skriver firmaet, at de er verdens førende udvikler og producent af elektroniske P-skiver.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.