Nordjyske mener: Frankrig kunne lære noget af Aalborg Øst

Sommerens voldsomme uroligheder har udstillet et af Europas store problemer

Under urolighederne blev der sat ild til tusindvis af biler.  <i>Foto: Yves Herman/Reuters</i>

Under urolighederne blev der sat ild til tusindvis af biler.  Foto: Yves Herman/Reuters

Titusindvis af danskere tager snart til Frankrig på sommerferie, og de vil komme til et land, der ligner sig selv. 

Godt nok har billederne fra den sidste uges tid lignet nogen, der er taget i et land mindst på randen af borgerkrig. Siden den 17-årige fransk-algeriske Nahel Merzouk blev dræbt af politi-skud har tv-billeder vist brændende biler, smadrede butikker og vrede unge overfor en massiv og svært bevæbnet statsmagt. 

Men det vil ikke være det Frankrig, turisterne møder. 

For det store land er delt i to, og man kan sagtens rejse rundt i landet uden at se bare skyggen af optøjer. Glansbilledet af landet - de flotte boulevarder i Paris, idylliske landsbyer og dejlige strande - eksisterer endnu.  

Og så er der det Frankrig, de fleste kun ser på de dramatiske billeder. Turister - og heller ikke de franskmænd, der har deres på det tørre - tager ikke ud til de trøstesløse forstæder omkring de store byer. 

Meget at se er der da heller ikke i forstæderne, men omvendt vil det være en udflugt til virkeligheden. 

Få steder illustreres et af Europas helt store problemer bedre end her. 

Det er parallel-samfund i en grad, så det nærmest ligner et andet land.  I quartiers nord - et kæmpestort boligområde udenfor Marseille - bor der stort set kun mennesker af anden etnisk herkomst end fransk. Her har staten reelt givet op. Indfaldsvejene er ofte kontrolleret  af kriminelle grupperinger, der tjekker hvem, der kommer.  Myndighederne kommer kun sjældent, og kun med en politi-eskorte, der mest minder om en mindre hær. 

Det er nødvendigt, for en del af indbyggerne her nærer et stort had til den stat, de bor i. Nogen hader af religiøse årsager - islamisk ekstremisme er også et problem - og andre hader Frankrig, fordi de mener sig overset. Voldsomme sociale problemer, massiv ulighed, racisme og en fejlagtig tro på, at vold og ødelæggelse er vejen frem er også en del af forklaringen.

Nyt er det ikke, voldsomme uroligheder har der også været før, og overordnet set er integrationen af de mange tusinde nordafrikanere, der kom som konsekvens af Frankrigs blodige krige i de tidligere koloni-stater, fuldstændig fejlet.  

Hvordan problemet skal løses er uvist. Hvis det overhovedet kan løses. 

Egentlig borgerkrig bliver det ikke til, men et stadig mere delt Frankrig synes uundgåeligt.  

Republikken er - delvist sammen med Sverige - endt som et skræmmebillede af et eksperiment, der er gået galt. 

Et harmonisk og velfungerende land får man ikke hvis en større del af befolkningen afskyer det land, de bor i. 

Heldigvis er vi langt, langt fra de tilstande i Danmark, og i særdeleshed i Nordjylland. 

For her er integrationen i vidt omfang lykkedes. 

Den bydel - blokkene i 9220 Aalborg Ø - der for år tilbage rummede en flig af de problemer, der plager de franske forstæder, fik forleden EU kommissionens anerkendelse for en prisværdig indsats. Her er der kommet flere i beskæftigelse, hustandsindtægten er steget, flere har fået en uddannelse og mellem 2012 og 2021 er antallet af personer, der anklages for en forbrydelse, faldet med 62 procent. 

Her hader de heldigvis ikke det land, de bor i. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk