Politik

Nordjyske mener: Politikerne bør sige nej tak til fribilletter

Det behøver ikke at være ulovligt for at være forkert, og gratis fribilletter efterlader altså et forkert indtryk

Lederskribent Anders Sønderup. 
Lederskribent Anders Sønderup.  Foto: Lars Pauli

LEDER: - Jeg har fået fribilletter til zoo, koncerter på Skråen og Nibe Festival. 

Så prisværdigt klart var svaret, da Nordjyske spurgte Lasse Frimand Jensen - nytiltrådt borgmester i Aalborg - om han også havde brugt af de fribilletter, som stort set alle byens kultursteder tilbyder til byrådspolitikerne. Mange steder er endda så gavmilde, at de inviterer med ledsager.  

At politikerne siger ja tak til gratis oplevelser er et brud på de principper, der gælder for offentligt ansattes modtagelse af gaver. 

- Reglerne er lavet, så man kan have tillid til den offentlige sektor og til de folk, som sidder og træffer beslutninger, så der ikke opstår mistanke om nepotisme og magtfordrejninger, siger Bente Hagelund, der er jurist og ekspert i forvaltningsret, til Nordjyske. 

Ombudsmanden har set på en tilsvarende sag fra Købehavn -  politikerne får guldkort til Tivoli - og her var vurderingen, at det ikke var lovligt. 

Nu vil borgmesteren i Aalborg så sætte de kommunale jurister til at vurdere om, det er lovligt at tage imod fribilletter. 

Men egentlig er der ikke grund til at vente på svaret. 

For ting behøver ikke at være ulovlige for at være forkerte, og gratis fribilletter efterlader bare et forkert indtryk.  

Heldigvis er nepotisme og korruption uhyre sjældent i Danmark, og der er overhovedet intet, der antyder, at fribilletterne skulle have givet giverne markante og direkte fordele. 

Men nepotisme starter et sted, og selvfølgelig deler giverne ikke billetterne ud af ren godhed overfor nødlidende politikere. Giverne synes selvfølgelig, at det er omkostningen værd. 

Derfor burde politikerne selv sige nej tak til fribilletterne. 

For det er en sag, der kun vanskeligt kan forklares. 

Der findes ikke noget argument, der kan overbevise om, at et byrådsmedlem skal have et gratis årskort - gældende for fire personer - til Aalborg Zoo. At alle byrådsmedlemmer kan ringe og komme på gæstelisten hos Musikkens Hus er ligeledes rent fryns. 

Indimellem så kan det selvfølgelig være relevant, at eksempelvis medlemmer af kulturudvalget tager på Nibe Festival. Men så bør kommunen tage regningen. 

Det vil selvfølgelig koste, men næppe så meget. 

Sidste år tog over halvdelen af byrådet imod tilbuddet fra Nibe Festival om gratis partout-billetter - formentlig inklusive backstageadgang. 

Men i en åben debat vil der være meget få, der vil påstå, at det er relevant, at et byrådsflertal skal på festival. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden