Nordjyske mener: Tak for musikken, Nibe
Nibe Festival er med afstand Nordjyllands største kulturbegivenhed - og ligeledes en af de vigtigste
Opdateret kl. 10:12
Egentlig startede det helt tilbage i 1969.
Fire unge mænd hævede deres børneopsparing, lejede en mark af en landmand og fik trykt en plakat - topnavnene var Joan Baez, The Who og Hendrix - og håbede på, at der ville dukke nogle tusinde op, så det hele kunne løbe rundt.
Men ideen viste sig særdeles god.
Der dukkede 500.000 op til festen på marken i Woodstock, og i dag er det ikke for stort at kalde festivaler for en af vores helt store kulturtraditioner.
Næsten samme historie kan fortælles om Nibe Festival.
Godt nok er den ikke ligefrem gået over i verdenshistorien, men også Nibe Festival startede fra bunden.
Den begyndte i 1985 - startet af en håndfuld unge, der mente, at der godt kunne trænge til lidt mere liv i byen. De fik lov til at stille en ladvogn op på Dyrskuepladsen i Nibe tæt på fjorden, og så var festen stort set i gang.
Der kom 400 mennesker for at høre fire bands, der aldeles ikke var kendt fra nogen hitliste. Overskuddet blev på et par tusinde kroner, men vigtigst af alt, så havde det været en sjov weekend, der gav lyst til gentagelse.
Meget er ændret siden, men ånden er lidt den samme: Det skal være sjovt, og det skal være rart.
En egentlig plan for festivalen kom først til senere, men her knap 40 år senere er det i den grad nødvendigt med planlægning.
Nibe Festival er med afstand Nordjyllands største kulturbegivenhed - og ligeledes en af de vigtigste.
Det er godt gået - både af de dengang unge, og af den nuværende organisation. For let er det ikke at overleve i festivalbranchen, og endnu sværere er det at gøre det i så mange år. Det er langt fra nok bare at hyre Thomas Helmig, og store navne er ikke en sikkerhed for succes.
Også i Nibe har der været år med betragteligt underskud, men én ting reddede den hver gang: Kærlighed fra byen, gæster og frivillige. Uden den kærlighed kunne Nibe være endt på festival-møddingen sammen med Ringe og Langeland.
Forhåbentlig sker det aldrig.
For festival er en af den slags frirum, vi har brug for.
Allerede tirsdag aften kom de første af de mange tusinde gæster til Nibe for at slå telt op.
For nogen af dem vil det være første gang, og nogen af dem vil få en oplevelse, de aldrig glemmer. Det er en berusende følelse at være en del af det store festival-fællesskab, og der skal en hel del regn til at ødelægge dén fest.
Andre vil være blevet for magelige til den del af festen og foretrække overnatning under mere komfortable forhold, men dem er der heldigvis også plads til.
Så tak for musikken, Nibe, og god fest i Skalskoven.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.