Nordjyske mener: Min far tabte livet men vandt sin værdighed. Tak for det, kære læge

LEDER:Kære mave-tarmkirurg på Aalborg Syd.

Jeg ved ikke, hvad du hedder, men jeg ved, at du fulgte min fars ønske, da han bankede i bordet og insisterede på værdighed. Også selvom det skulle koste ham livet. Tak, fordi du lyttede!

Den ovenstående lille hilsen til den navnløse læge på Aalborg Universitetshospital Syd er min egen og har for så vidt ikke noget med Nordjyske som medie at gøre. I det følgende vil jeg fortælle en personlig historie, hvis morale til gengæld er almengyldig og dermed i mine øjne fortjener en plads i den offentlige debat.

Min far blev indlagt midt i april med maveproblemer. Tarmene ville ikke mere, og der var kun to tilstande at vælge imellem: Forstoppelse eller ingen kontrol over egen afføring. Sådan havde det været on and off i årevis og mere eller mindre konstant siden nytår. Konsekvensen var logisk. Min far mistede lysten til at spise i ren og skær frygt for, at maden også skulle den anden vej. Og han mistede sin nattesøvn, fordi han var hundeangst for at vågne op til endnu et ydmygende uheld i sengen. Kiloene raslede af ham.

Min far gjorde det flere gange klart for os pårørende og sin egen læge, at det her gad han ikke. "Det er ikke et liv. Det er ikke værdigt. Hvis vi ikke får styr på det her, gider jeg ikke være her mere", fastslog han.

Og nu lå han der så. På Aalborg Syd med akut forstoppelse. Tilstanden var ikke umiddelbart livstruende. Men han havde kun et brændende ønske, nemlig at få den stomi, der måske kunne give ham appetit, søvn og et liv tilbage. Men lægen sagde nej. "Du er for svækket. Jeg er bange for, at en operation vil koste dig livet", lød beskeden. Jeg ved det. For jeg var der selv. 

Med andre ord: Hjem igen til mere af det samme.

Så nemt affejer man ikke min far. Stærkt svækket, men 100 procent åndsfrisk, tog han endnu en samtale med lægen. Denne gang var der ingen pårørende til stede, så hvad min far har sagt, ved jeg ikke præcist. Men at han har banket i bordet og kæmpet for sin værdighed og insisteret på operationen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Og sådan blev det.

Operationen gik godt. Min far fik både appetit og nattesøvn tilbage. Han mistede sin førlighed som følge af det langvarige sygehusophold,  hvor han var for svag til at komme ud af sengen. Så han blev sendt på genoptræning. Det gik ikke specielt godt, men da han halvanden måned efter operationen blev ramt af først en og så endnu en infektion og måtte indlægges igen, var han stadig stålsat på, at genoptræningen nok skulle få ham på benene igen, så han kunne komme hjem.

Det nåede han ikke. Hele det opslidende forløb, operationen og mange år med sygdom var for meget at have med i rygsækken. Han klarede ikke infektionerne og sov til sidst stille ind på sygehuset. På den måde kan det godt være, at operationen var med til at tage livet af ham. Men i så fald døde han i kampen for at forbedre sin livskvalitet. Og dét er værdighed!

Derfor: Til lægen, der lyttede, og til alle andre læger, der står i situationer, hvor fagligheden siger, at risikoen er for stor, men medmenneskeligheden siger, at alternativet er værre: Jeg misunder jer ikke den svære opgave, men hvor er det vigtigt, at der også bliver lyttet til mennesket i hospitalssengen.

PS:I de sidste to måneder af min fars liv var det ind og ud af sygehuse og genoptræningscenter. Overalt har vi som pårørende mødt et fuldkommen fantastisk, engageret og professionelt personale såvel hos min fars egen læge som på flere afdelinger på sygehuset i Thisted, Dragsbækcentret i samme by og forskellige afdelinger på Aalborg Syd. Vores sundhedsvæsen er utvivlsomt presset i de her år. Alligevel mødte vi kun omsorg og velvilje. Når en sygeplejerske, der er én af kun to i regionen, der kan give en bestemt slags medicin, udenom systemet og alene efter en opringning fra mig bruger sin frokostpause på at drøne fra Aalborg Nord til Aalborg Syd for at hjælpe min far, så kan man kun blive varm om hjertet og dybt taknemmelig. Tak til jer alle sammen.