Nordjyske Tester: Grib fiskestangen og udforsk de bedste nordjyske fiskesøer
Erfaren fiskenørd viser vej til de steder, hvor man kan smide snøren i vandet med stor sandsynlighed for gevinst

Dennis Deleuran fra friluftluftbutikken Jægeren og Lystfiskeren. Foto: Lotte Kjær
Er du på udkig efter den perfekte udendørsaktivitet eller blot nogle afslappende stunder i naturen? Så er fiskeri den oplagte mulighed. I denne udgave af Nordjyske Tester har vi sat os for at finde ud af hvilke nordjyske søer, der er de bedste at fiske i.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg simpelthen ikke aner noget som helst om fiskeri, så som en service til dig, kære læser, har jeg i stedet allieret mig med den erfarne fiskenørd Dennis Deleuran fra friluftluftbutikken Jægeren og Lystfiskeren. Han har været en passioneret fisker, siden han var bare fem år gammel, og har desuden mere end 30 års erfaring inden for fiskeri.
Hvis du vil aflure Dennis’ mere - eller mindre - hemmelige fiskesteder, er det nu, du skal læse videre. Naturskønne Nordjylland byder nemlig på et utal af søer, men for at gøre jagten på den store fangst lidt nemmere, har vi valgt at fokusere på de populære Put & Take-søer. Her er det frit for alle at kaste snøren i vandet, da du hverken behøver at have fisketegn eller være en rutineret fisker.
Medestedet

René - også kendt som "Havenissen" - med en fornem fangst ved Medestedet i Himmerland. Foto: Lotte Kjær
Dennis Deleuran fremhæver fiskesøen ved Villestrup Å, Medestedet, som en must-visit-perle, når det kommer til fiskeri. Medestedet i Himmerland gemmer på et væld af forskellige ørredarter, og med jævnlige udsætninger af nye fisk er der knaldgode chancer for, at aftensmaden kommer til at stå på hjemmefanget fisk. Men det er ikke alt – ved søen finder du også nogle gode praktiske faciliteter som blandt andet borde og bænke, toiletter og et rensebord med rindende vand.
- Hvis du leder efter en afslappende fiskeoplevelse i smukke naturomgivelser, er Medestedet et oplagt valg. Det er perfekt til både en solotur og en tur med venner og familie takket være de gode faciliteter og det rolige naturrige område. Jeg har selv haft mine børn med på fisketur, siden de var helt små, hvor de stod og fangede skaller med majs på krogen. Fiskeri behøver ikke at være kompliceret, og det er en fantastisk udendørsaktivitet for både børn og voksne, lyder det fra Dennis Deleuran.
Ny Thorup Fiskepark

Ny Thorup Fiskepark Foto: Lotte Kjær
Det næste sted på listen henvender sig til de rutinerede eller - lad os nu bare være ærlige - mere nørdede fiskere. Hos Ny Thorup Fiskepark nord for Brønderslev byder de forskellige søer på mange forskellige fiskearter, og her er der altså chance for at fange en ordentlig krabat:
- Ny Thorup Fiskepark er et fantastisk smukt område, hvor du kan fange både stør og karper på 20-40 kilo, hvilket vil tage din fiskeoplevelse til helt nye højder i forhold til at fange småfisk på 500 gram. Det er dog vigtigt at huske, at selvom det måske kan være fristende at tage de store fisk med hjem, så er der et catch-and-release krav ved nogle af søerne, hvor man skal sætte fiskene fri igen, forklarer Dennis Deleuran.
Udover at være et glimrende sted at kaste snøren, består området af et fem kilometer langt stisystem, så for dem, der ikke fisker – eller måske bare trænger til en lille pause fra al den hæsblæsende og dramatiske action ved søen – er der gode muligheder for en alternativ naturoplevelse i det skovrige område.
Blokhus Fiskepark
Det sidste bud i denne omgang er familievirksomheden Blokhus Fiskepark, som har flere leveår på bagen end jeg selv. Siden opstarten for 35 år siden er Blokhus Fiskepark blevet et populært valg blandt både erfarne fiskere og børnefamilier:
- Personligt er jeg selv fra området, og jeg har derfor en masse gode minder fra Blokhus Fiskepark. Fiskeparken er kendt for at have en rig fiskebestand, så der er altid en god chance for at fange en fisk eller to. Og det er ikke kun fiskeriet, der er godt her – det er også et fantastisk sted at slappe af og nyde den smukke natur. Fra den rolige stemning ved søen til den friske luft og fuglefløjt er Blokhus Fiskepark et perfekt sted at slappe af og komme ned i gear, forklarer Dennis Deleuran.
Den endelige konklusion
Samlet set kan vi sige, at Nordjylland har nogle fantastiske Put & Take-søer, som er ideelle for alle typer af fiskere. Om du er nybegynder, en erfaren fisker (red.: fiskenørd) eller en børnefamilie på udkig efter en sjov dag ved vandet, så er der noget for enhver smag.
En af de klare fordele ved Put & Take-søer er, at ejerne sørger for, at der er fisk i søerne, og der er derfor store chancer for fangst. Hverken jeg eller Dennis vil dog garantere, at du får noget på krogen – uanset om det gælder sild eller torsk!
Nordjyske Tester
- Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne. Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer.
- Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til: nordjysketester@dnmh.dk
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.