Nordjyske tester: Vi afprøver de største iskæder i Nordjylland
Vi hjælper dig på vej til en iskold fornøjelse i sommervarmen
Opdateret kl. 20:37
Selvom vi endnu ikke er trådt ind i de officielle sommermåneder, har april givet os en forsmag på sommeren. Og når temperaturen stiger, og dagene bliver (lidt for) varme, er der kun én redning – en iskold is.
Det eneste problem er, at Nordjylland bugner af gode muligheder, når det kommer til forskellige iskæder. Men her hjælper vi dig lidt på vej, for i denne udgave af Nordjyske Tester giver vi dig nemlig tre bud på, hvor man kan finde nogle af de bedste is i Nordjylland.
For at kunne imødekomme alle nordjyske is-elskere har vi i vores test valgt at fokusere på iskæder, som har flere butikker rundt omkring i landsdelen. Og så håber vi ellers bare på, at du ikke er alt for lækkersulten, mens du læser med – for du vil helt sikkert blive fristet.
Paradis
Vores første bud er Paradis, der, siden de første butikker åbnede i Danmark for 20 år siden, er blevet en sand klassiker. Hos Paradis-butikkerne er frisklavet is en selvfølgelighed, og de fire butikker i Aalborg får derfor leveret hjemmelavet is hver eneste morgen.
Når man taler om Paradis, kan man næsten ikke undgå at tænke på deres populære to-go isbokse. Køber man eksempelvis “love boxen”, kan man vælge seks smagsvarianter. Jeg fik testet alt fra den klassiske italienske favorit stracciatella til den populære pistacie og en forfriskende hindbærsorbet. Og lad mig sige det lige ud: Her placerer vi os i den øverste del af skalaen. Og det er jeg ikke den eneste, der synes! Der var nemlig rigeligt af is til, at tre-fire (heldige) kolleger også kunne få en smagsprøve. Selvom prisen på 105 kr. for en love-box er i den høje ende, så vil jeg alligevel sige, at isens kvalitet og pris går hånd i hånd.
Frellsen Chokolade
Testens andet bud er Frellsen Chokolade, og som navnet antyder, kan man her få chokolade i alle afskygninger. Og derfor måtte jeg selvfølgelig også prøve deres klassiske vanilje softice med et twist af chokolade. Her gik jeg med en stor (læs: kæmpe) vanilje/chokolade-softice i vaffel til 40 kr. (drys koster 5 kr. ekstra).
Selvom jeg normalt ikke er til den lidt tunge flødeis, må jeg erkende, at smagen overraskede positivt. Twistet med chokoladesmagen i softicen, som i øvrigt er lavet af Frellsens egen chokolade, giver en rigtig fyldig og god smag til isen. Selve vaflen var ikke noget udover det sædvanlige, men havde en god sprødhed.
Igen vil jeg sige, at produktet er pengene værd. En helt klar anbefaling herfra er dog at gå efter softicen med et twist af enten chokolade eller nogle af de andre smagsvarianter, som giver softicen et ekstra touch!
Guf & Kugler
Det sidste bud i denne omgang er naturligvis Guf & Kugler. Det nordjyske ishus er (heldigvis) ikke til komme udenom. Guf & Kugler har netop for tredje gang vundet "Danmarks Bedste Ishus", og derfor var det også et must at besøge.
Blandt det store udvalg af håndrørt gelato, besluttede jeg mig for at udforske nogle mere unikke smagsvarianter; panna cotta, solbær og grape serveret med vaniljeguf på toppen. Og her var der ikke noget at sætte en finger på. Det var som at smage en autentisk italiensk is, hvilket bestemt ikke er en overdrivelse. Så selvom mine forventninger til Guf & Kugler helt klart var i top, så formår det hyggelige ishus i Nibe at imponere med sit lækre udvalg af is. Jeg kom af med 54 kr. for to kugler og guf.
Konklusion
Der er ingen tvivl, om at nordjyderne ved, hvordan man laver lækker, smagfuld is. Om du er til den cremede softice eller til is, der har mere friske (og måske utraditionelle) smagsnoter, så er der noget for enhver appetit.
Er du softice-elsker, så er Frellsens Chokolade helt sikkert en vinder – og her får du også noget for pengene. Men er du i stedet til frisklavet is, hvor du kan vælge forskellige smagsvarianter og måske endda en sorbet, skal du uden tvivl vælge Paradis eller Guf & Kugler.
- Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne.
- Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer.
- Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til: nordjysketester@dnmh.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.