Nu er de første huse i Gug Alper snart færdige

20 af 34 byggegrunde i det omstridte område i Aalborg-bydel er solgt

Niels Brauerog Lars Pauli (foto)
20 af i alt 24 udbudt til salg er solgt. 10 grunde er først nu klar til at blive sat til salg. Foto: Lars Pauli
Byggeri 14. april 2018 11:40 - Opdateret 16. april 2018 14:34

AALBORG: Formentlig i løbet af maj flytter de første beboere ind i området kendt som Gug Alper.

Området, der skråner mod syd og i årtier har ligget som en opdyrket enklave i bydelen, vil fuldt bebygget rumme 35 boliger.

Af de 24 grunde, der blev sat til salg i første omgang, er de 20 i dag solgt.

At de resterende 10 grunde mod Zeusvej endnu ikke er sat til salg, forklarer initiativtageren til byudviklingsprojektet, Mads Peter Veiby, med, at der først for nylig er givet byggetilladelse til de pågældende grunde.

BIG-hus til eget brug

Selv ejer han den sidste grund af de 35, som er beliggende på et plateau yderst på den sydlige del af udstykningen umiddelbart ovenfor et fredet areal.

Her har det hele tiden været hans plan at opføre et spektakulært cirkulært hus, der med 700 kvadratmeter vil kunne rumme et udsnit af hans bilsamling.

Fysisk er der endnu ikke noget at se af huset, som er tegnet af BIG, Bjarke Ingels Group, som også har ansvar for projekteringen, men i nær fremtid begynder der at ske noget, fortæller bygherren.

- I øjeblikket bliver der fortsat tegnet på huset, og vi er ved at hente tilbud hjem, men min forventning er, at vi kan gå i jorden inden sommerferien, siger Veiby, der fortæller, at der er holdt fast i den oprindelige arkitektur, men der undervejs er sket en bearbejdning af detaljerne.

- Som vi faktisk ikke er færdige med endnu. Det handler blandt andet om, hvorvidt bygningens udhæng skal være frit svævende eller om det skal være understøttet af søjler.

Niels Brauerog Lars Pauli (foto) Fra den fredede kæmpehøj øverst på arealet er der vidstrakt udsigt over Gug Alper og ådalen mod syd og øst. Foto: Lars Pauli

Bearbejdningen af detaljerne samt det forhold, at den entreprenør, der i første omgang var udset til projektet, blev optaget på grund af travlhed med andre projekter, har udsat byggeriet.

Hvornår huset står færdigt, tør erhvervsmanden ikke spå om på nuværende tidspunkt. På grundlag af kendskab til fremdriften for de mest fremskredne projekter i området vover han dog at byde på maj som måned for de første beboeres indflytning.

Som konsekvens af udstykningen af det tidligere landbrugsareal er der offentlig adgang til de betydelige fællesarealer i Gug Alper, der samlet er på 12 hektar.

Trods den øgede tilgængelighed til området var by- delens borgere delt i deres syn på lokalplanen, der ændrede områdets status fra landbrugsjord til bykvarter. I byrådet støttede et stort flertal lokalplanen, der banede vej for de 35 nye boliger.

Undervejs i forløbet har firmaet TN Udvikling været involveret i udviklingen af Gug Alper, men i 2017 købte Mads Peter Veiby dette firma ud af projektet. Ifølge Veiby, fordi han derved sikrede sig kontrollen med byggeriets arkitektoniske udtryk ved indkørslen ved Zeusvej.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...