Liza udlover dusør efter omfattende graffiti

Ejendomsadministrator udlover dusør og beder politiet tage affære

Det omfattende ulovlige graffiti i Nørresundby og Aalborg midtby har blandt andet ramt den tyr, som den lokale kunstner Fria Stiil Vium lavede i 2019. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Det omfattende ulovlige graffiti i Nørresundby og Aalborg midtby har blandt andet ramt den tyr, som den lokale kunstner Fria Stiil Vium lavede i 2019. Foto: Henrik Bo

NØRRESUNDBY:- Det er meget omfattende. Det er helt vanvittigt. Hvis du går en tur i Nørresundby, går over broen og tager Aalborg midtby, vil du finde de første 100 steder, hvor det er er malet.

Liza Winther har fået nok.

Hun er ejendomsadministrator i Kontoret9000 i Aalborg, og hun er efterhånden dødtræt af, at butiksfacader, private boliger, skraldespande, lygtepæle og kunst i Nørresundby og Aalborg centrum gennem længere tid er blevet overmalet med omvendte pentagrammer og ord som "Satan", "666", og "Dizzy".

- Det er i mine øjne ikke graffiti. Det er hærværk, og går man en tur, bliver man overrasket over, hvor meget der er, siger Liza Winther.

Hun har nu anmeldt det til Nordjyllands Politi, og på Kontor9000's Facebookside har Liza Winther delt et foto af det omtalte hærværk, hvor hun udlover en dusør på 1000 kr. for oplysninger, der kan føre frem til synderen.

Hærværket på billedet, hun har delt, er foretaget på soklen af en udlejningsejendom i Vestergade i Nørresundby.

- Vi har vurderet, at med håndværkertimer og materialer vil det koste i omegnen af 5000 kr. at få fjernet. Og det er jo småting i forhold til, hvor det ellers er, sukker Liza Winther.

Der er gennem længere tid blevet lavet satanisk graffiti masser af steder i Nørresundby og Aalborg, og mistanken knytter sig til en enkelt person. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Der er gennem længere tid blevet lavet satanisk graffiti masser af steder i Nørresundby og Aalborg, og mistanken knytter sig til en enkelt person. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Hendes opråb har fået stor opmærksomhed fra folk, der også har oplevet at få deres butikker eller boliger overmalet - endda gentagne gange.

Liza Winther har også fået talrige private henvendelser, som alle peger i retning af én bestemt person.

- Om han er helt ved sine fulde fem, ved jeg ikke, for jeg har ikke mødt ham. Men folk be'r ikke engang om dusøren. De vil bare hjælpe, for de er lige så trætte af det, som jeg er. De synes også, at byen skal være pæn, og vi kan jo ikke være de første, der anmelder det, når det er så omfattende, fortæller Liza Winther.

Hærværket har blandt andet også ramt den udgave af Cimbrer-tyren, som den unge kunstner Frida Stiil Vium i 2019 på helt lovlig vis malede på en betonvæg på Aalborg-siden af Limfjordsbroen ved indgangen til Vesterbro.

- Det er så ærgerligt. Lige præcis Aalborg er kendt for sine mange gavlmalerier udført af professionelle graffitikunstnere, og Aalborg Kommune har været meget, meget gavmild med at stille bygninger og steder til rådighed, hvor folk har lov at male, så vi kan gå og nyde det. For mig er det her ikke kunst. Det er hærværk, det er grimt at se på, og det er erhvervsdrivende, private og kommunen, der skal betale for at få det fjernet, tordner Liza Winther.

Graffiti har i årtier været et problem for både større og mindre bysamfund, der har enorme ressourcer på at fjerne det - for så at se det dukke op igen lige så hurtigt, som det bliver fjernet.

I forhold til straffeloven hører ulovlig graffiti til under § 291, der handler om hærværk.

I den hedder det, at man kan straffes med bøde eller med fængsel op til et år og seks måneder, hvis man ødelægger eller skader andres ejendom. Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk karakter - eller hvis man tidligere er dømt for kriminalitet - kan straffen stige helt op til seks års fængsel.

Hos Nordjyllands Politi bekræfter politikommissær Michael Karstenskov modtagelsen af Liza Winthers anmeldelse.

Han bekræfter, at sagen efterforskes, men han kan ikke sige, om der er modtaget flere anmeldelser i samme sag - og at det endnu er for tidligt at sige noget om omfanget af sagen i forhold til, hvor alvorlig den er.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

At malerier på bygninger både kan være lovlige og se godt ud, kan du f.eks. læse her:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.