Boligefterspørgsel

Her strømmer huskøberne til: - Nogle købere har ikke råd eller lyst til at sætte sig i en dyr bolig

I Aalborgs sydøstlige udkant ligger en af de små byer, hvor antallet af hushandler er steget voldsomt i det seneste år

Det er blevet lettere at sælge boliger i oplandsbyer som Kongertslev sydøst for Aalborg. Både på grund af prisen, men også fordi der er kortere til naturen og den friske luft. Pr-foto
Det er blevet lettere at sælge boliger i oplandsbyer som Kongertslev sydøst for Aalborg. Både på grund af prisen, men også fordi der er kortere til naturen og den friske luft. Pr-foto

Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:01

KONGERSLEV: Det er ikke kun boligejerne i de større danske byer, der det seneste år har oplevet et brandvarmt boligmarked. Prisfesten i København, Aarhus og Aalborg smitter af på interessen for at bosætte sig i mindre danske landsbyer, lyder det fra Boligsiden.dk.

I landsbyen Kongerslev sydøst for Aalborg oplevede man derfor sidste år det højeste antal bolighandler siden 2008.

- Nogle boligkøbere har ikke råd eller lyst til at sætte sig i en dyr bolig i byen og søger i stedet ud, hvor de kan få mere plads for pengene. Så efterspørgslen uden for byerne stiger, når priserne i byerne stiger, forklarer kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, Birgit Daetz, i en pressemeddelelse.

Det kan man nikke genkendende i Kongerslev, der ligger 27 kilometer fra Aalborg og har omkring 1400 indbyggere. Her viser tal fra Boligsiden.dk, at der i 2019 blev gennemført 24 bolighandler, mens det i 2020 blev til hele 44 underskrevne købskontrakter. Og det er det højeste antal bolighandler i byen siden 2008.

- Min fornemmelse har været rigtig positiv omkring Kongerslev, og vi har jo også set en voldsom stigning i antallet af bolighandler det seneste år. Derudover ved vi også, at der sker private handler, som ikke optræder i statistikken, så der er tale om et væsentligt højere aktivitetsniveau sammenlignet med tidligere år, siger Carsten Bech, der er ejendomsmægler hos EDC i den nærliggende by Terndrup.

Ifølge ham efterspørger flere af hans kunder boliger i naturskønne områder med et trygt nærmiljø med en god skole. Og det er også disse parametre, han sælger en by som Kongerslev på.

Kongerslev har tidligere gjort en del for at tiltrække nye familier til byen - så måske er det også det, der slår igennem nu.

- Selvfølgelig er prisen afgørende, fordi købere har et budget, de handler ud fra, og fordi man i Kongerslev kan få kvalitet til prisen. I landsbyerne får du en tip-top bolig og i nogle tilfælde til det halve af prisen i Aalborg. Men samtidig får du også naturen og Lille Vildmose som nærmeste nabo, en god skole, indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter og kort afstand til Aalborg, forklarer Carsten Bech.

Også Birgit Daetz fra Boligsiden.dk understreger, at prisen sjældent er det eneste parameter, der får boligkøbere til at søge mod landsbyerne.

- Mange købere søger også mod de mindre byer for at få pladsen, roen og lokalmiljøet. Og der spiller beliggenhed i forhold til arbejde, venner og familie en mindst lige så stor rolle som prisen, siger Birgit Daetz.

Boligsiden.dk lavede sidste år en opgørelse, der viser, at salget i de såkaldte landzoner, der omfatter det åbne land samt en stor del af de små landsbyer, er steget mere end landsgennemsnittet under coronapandemien.

- Der er ingen tvivl om, at de mange timer hjemme har fået mange til at se deres bolig med nye øjne. De er for alvor blevet bevidste om, hvilke kriterier deres bolig skal kunne leve op til, og i hvilke omgivelser de gerne vil have, boligen skal ligge. Og det lader til, at der - i kølvandet på coronanedlukningen - er lidt flere, som ønsker et liv på landet, hvor de både får lidt mere bolig for pengene og samtidig fri adgang til masser af natur og frisk luft, siger Birgit Daetz.

- Vi har i øjeblikket mange henvendelser fra aalborgensere, som gerne vil rykke lidt udenfor byen, og vi har netop solgt et hus i Kongerslev, hvor der var hele fire børnefamilier fra Aalborg, der alle var interesserede, supplerer Carsten Bech.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden