Indsætter ny forretningsfører efter mange uenigheder i boligselskab
Strid mellem ledelsen og fem afdelinger i Plus Bolig får nu et højst usædvanligt efterspil

Beboerne i afdelingen her på Præstemarken er en af de fem, der er så uenige med ledelsen i Plus Bolig, at Aalborg Kommune nu tyer til et temmelig usædvanligt indgreb Arkivfoto: Henrik Bo
AALBORG:Nu skal der ryddes op i striden mellem beboerne i fem afdelinger i det almennyttige boligselskab Plus Bolig og selskabets ledelse, som ikke har håndteret beboerdemokratiet på den måde, beboerne ønsker det.
Uenigheden drejer sig blandt andet om en renovering - eller en såkaldt helhedsplan - på Præstemarken, som et flertal af beboerne er imod, fordi de synes, det er for dyrt. Men der har også været andre sager, hvor Plus Boligs repræsentantskab og beboerne i de enkelte afdelinger ikke har været enige.
- I den slags tilfælde kan man anvende en paragraf i loven som overtrumfer beboerdemokratiet. Men det vil vi som tilsynsførende kommune ikke bakke op om, forklarer afdelingsleder i by- og landskabsforvaltningen Henrik Thomsen.
Aalborg Kommune har derfor valgt at benytte sig af en sjældent anvendt paragraf i almenloven og indsat en forretningsfører, som skal tage sig af de fem afdelinger.
- Nu har vi efterhånden behandlet så mange klager og givet påbud og taget så mange ting til efterretning, at vi har valgt at anvende almenlovens paragraf 165 mere vidtgående. Og ifølge stk. tre i den paragraf kan man sætte selskabet under administration i forhold til konkrete afdelinger, forklarer Henrik Thomsen.
Målet med det overraskende - og højst usædvanlige indgreb - er dels at hjælpe beboerne i de fem afdelinger med at blive flyttet over i et andet almennyttigt boligselskab. Men forretningsføreren, der overruler selskabets direktør i de konkrete sager, skal også holde kontakt til Landsbyggefonden, der har lovet at støtte en renovering af de nedslidte boliger.
- Ideen med det hele er, at de fem afdelinger skal overgå til en af de andre boligorganisationer, og det er en lidt længere process, for det er ikke noget, man har erfaring med andre steder i Danmark, tilføjer Henrik Thomsen.
Tiltaget blev sat i værk 6. august, og Aalborg Kommune har allerede brugt så mange mandetimer på arbejdet, at man også har varslet, at det kan komme på tale at anvende paragraf 165 stk.2, der siger, at man kan sætte hele selskabet under administration.
- Det skulle helst ikke trække alt for længe ud. Men man skal jo have kortlagt de forhold, der er i alle de fem afdelinger, og der er også mange mellemregninger i forhold til den afdeling, der har en helhedsplan med Landsbyggefonden samt en økonomi i forhold boligselskabet og egenkapital og så videre. Så det tager tid, og der er ikke helt enkelt, og derfor har vi også sagt til alle, at de skal have lidt tålmodighed, siger Henrik Thomsen.
Han skønner dog, at det burde være muligt at nå en afklaring inden sommerferien. Og indtil den er på plads, bliver der naturligvis ikke sat gang i arbejdet med en eventuel renovering.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.