Nok er nok: Nu skal kilometervis af utætte vandrør udskiftes
Rust og gennemtæring af vandrør blot en af mange fejl ved skandalebyggeriet

Det nye supersygehus i Aalborg har været plaget af en række fejl og byggeskandaler. Nu har regionen tabt tålmodigheden. Arkivfoto: Claus Søndberg
AALBORG:Region Nordjylland har tabt tålmodigheden med det skandaleramte og stærkt forsinkede byggeri af supersygehuset i Aalborg Øst - Nyt Aalborg Universitetshospital.
Det nye sygehus er stadig ikke taget i brug, men er allerede inden åbningen ramt af flere byggeskandaler.
Blandt andet er der konstateret rust og gennemtæring i mange kilometer vandrør i sygehuset.
Det er brugsvandsinstallationen, hvor der i stikprøver er konstateret rust og gennemtæring i flere prøver. Regionen har siden fået bekræftet, at der er stor risiko for lækager, og det kan få betydning for den samlede tidsplan, hvis der ikke handles nu.
Har mistet tålmodigheden
- Vi har ikke købt et hospital med utætte vandrør, så det er klart, at vi handler på det, og nu har vi mistet tålmodigheden efter lang tids dialog med entreprenøren og de involverede parter, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V) i en pressemeddelelse fra regionen.
Derfor har regionen givet grønt lys til, at projektledelsen på byggeriet går i gang med at planlægge og foretage udskiftning af vandrør, hvor det er nødvendigt, for at sikre hospitalsdriften efter ibrugtagning.
Firma afviser ansvar
Firmaet, der har udført installationer med de mange kilometer vandrør, afviser at være ansvarlig for skaderne.
Det drejer sig om 36 kilometer vandrør, hvor stikprøver har afsløret rust og gennemtæring. Hvor mange af de 36 kilometer vandrør, der nu skal udskiftes, er endnu uvist.
- Vi kan ikke tage ansvar for at vente længere, end vi allerede har ventet. Jo længere tid, der går, jo større er risikoen for, at det får store følgeskader og uoverskuelige konsekvenser, udtaler regionsrådsformand Mads Duedahl i pressemeddelelsen. Og tilføjer:
Vi kan eksempelvis ikke have, at der i værste fald sker lækager, der gør, at vi efterfølgende må lukke for eksempel akuthuset, operationsstuer etc., når vi tager imod patienter på det nye hospital, så det skal håndteres, så vi kan komme videre.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.