Nu undgår man at brænde sorteret affald - i stedet skal det formentlig til udlandet

I stedet for at blive brændt skal tonsvis af indsamlede mad- og drikkekartoner fra nyt forsøg genanvendes

Nu undgår man at brænde de indsamlede mad- og drikkekartoner i et nyt forsøg i Kærby, i stedet skal materialet en tur til udlandet. Arkivfoto: Mette Nielsen

Nu undgår man at brænde de indsamlede mad- og drikkekartoner i et nyt forsøg i Kærby, i stedet skal materialet en tur til udlandet. Arkivfoto: Mette Nielsen

AALBORG:Motivationen for at sortere affaldet hjemme i husstanden er formentlig større, hvis man ved, at der kommer noget ud af anstrengelserne, og affaldet bliver genanvendt og ikke kørt direkte i ovnen hos Reno-Nord.

I sidste uge lød det fra Aalborg Kommune, at man ved et nyt forsøg med indsamling af mad- og drikkekartoner i Kærby hos 500 husstande, der snart går i gang, kunne risikere, at det hele skulle brændes, da man ikke havde en aftager til mad- og drikkekartoner, ligesom funktionen til sortering på Reno-Nord først ville være installeret ved årsskiftet.

Men på kort tid er det nu lykkedes at finde en aftager, så affaldet bliver sendt til genanvendelse - formentlig i Sverige.

- Det er en opgave, som Reno-Nord skal løse, og de har så været ved at kigge på forskellige muligheder her den sidste uges tid, siger Jane Stampe, vicedirektør i Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.

Ved den første tømning i forsøget er man ikke klar, men i stedet oplagres kartonerne, indtil modtageren er klar. Jane Stampe er godt tilfreds med, at man har fundet en løsning.

- Det er rigtigt positivt, for vi oplever, at borgerne er meget motiverede for at sortere deres affald, når de ved, at det bliver genanvendt, siger hun.

Mad- og drikkekartoner skal puttes i den eksisterende container i rummet med plast/metal, og Aalborg Forsyning forventer, at der årligt indsamles otte kilo kartoner pr. husstand, hvilket svarer til 150 kartoner pr. borger om året.

Papirfibrene i kartonerne er af høj og ensartet kvalitet, og derfor er der et stort potentiale i at genanvende dem i stedet for at brænde dem.

- Det er langt bedre, at vi tænker cirkulært og genanvender kartonerne fremfor at bruge nyt og jomfrueligt materiale i produktionen. Vi skal passe på vores ressourcer, så jo mere vi kan genanvende, desto bedre er det, siger Jane Stampe.

Til Reno-Nord

Når kartonerne kommer til Reno-Nord, bliver de sorteret og presset sammen i store paller og herefter sendt afsted til et genanvendelsesanlæg, som nævnt formentlig i Sverige.

- Den slags virksomheder har vi endnu ikke i Danmark, men vi er i dialog med flere virksomheder, som forhåbentligt meget snart kan aftage og genanvende kartonerne her i landet. Vi bliver nødt til at starte et sted, og når vi alle begynder at sortere kartonerne fra, vil industrien i Danmark følge med og investere i anlæg, der kan klare opgaven.

Forsøget i Kærby starter i uge 37 og kører frem til marts 2022, og det skal give Aalborg Forsyning erfaringer med bl.a. mængder og tømningsfrekvens. I uge 36 modtager borgerne i forsøgsområdet diverse materiale om forsøget – bl.a. sorteringsvejledning

Desuden bliver det muligt for alle borgere i kommunen fra uge 37 at aflevere mad- og drikkekartoner i en særskilt container på genbrugspladserne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden